Peter & Andrea – Et liv i Thy

I det nordvestlige Thy, i det åbne landskab mellem hede, klit og fjord, udfoldede sig historien om to unge mennesker med vilje, arbejdskraft og dyb kærlighed til familie og hjemstavn: Peter Kristensen og Andrea Jensen.

Peter blev født den 28. august 1890 i Snedsted Sogn, som søn af ukendt fader og Christine Christensen, der endnu ikke var gift, og han voksede op blandt søskende og naboer i det lokale landbrugsmiljø. Andrea Jensen kom til verden den 5. oktober 1888 i Nørhå Sogn, som datter af Ole Konge Jensen og Helvig Christensen – en familie med mange børn og stærke rødder i Hundborg-området.

Familien blev kaldt "Førgaard" fordi Christines fader kom i pleje hos sin papbedstefar Thomas Førgaard og bedstemor Karen Larsen. Og sådan blev de og deres efterkommer kendt under familienavnet Førgaard.

De mødtes som unge under ganske almindelige, men alligevel hårde livsforhold: Andrea havde forladt hjemmet efter konfirmationen og tjente hos forskellige familier som tjenestepige i mark og stue, mens Peter arbejdede som daglejer og smedearbejder. I de lange, lyse sommerdage stod markarbejdet i højsædet og i vinterens mørke var det daglejearbejde og små håndværksopgaver, der gav udkommet.

Det var hos Poul Østergaard i Gjersbøl, at Andrea og Peter for alvor fandt hinanden – og der begyndte deres fælles liv. De blev gift den 20. september 1910 i Snedsted Kirke, og snart fik de en stor børneflok: seks sønner og to døtre. Familien var af den slags, hvor alle trådte til: børnene blev opdraget med respekt for arbejde og fællesskab, og selv små opgaver i husholdning og mark hjalp til at holde familien samlet.

Livets begyndelse i “Æ-Ruf” og flytning til Aarup

Da Ole Henry – senere kendt som frihedskæmper og forfatter af sine egne minder – blev født i 1912, skete det i et lille, baraklignende hus i Gjersbøl, kaldet “Æ-Ruf”, et beskedent hjem uden mange møbler, men med stor vilje hos mor Andrea til at få hverdagen til at fungere.

Familien flyttede efter nogle år fra Gjersbøl til Elsted, og videre til Snedsted, hvor Peter arbejdede som smedesvend. Men stadig søgte de et hjem, hvor de kunne slå rødder – og dette fandt de i Aarup, hvor de slog sig ned i et lille, billigt hus. Her satte Peter sit håndværk i centrum: Udover smedearbejde havde han især talent for at reparere og bygge cykler – så vel som alt muligt andet, der trængte til en kærlig og dygtig hånd.

Krigstid og hårdt slid

Første Verdenskrig kom også til Thy, og Peter blev indkaldt – mange gange og i alt over 30 måneders militærtjeneste. For Andrea og børnene betød det lange perioder med sparsomme midler, hvor hun måtte klare hjemmet og forsørge børnene på egen hånd med de få kroner, hun fik til rådighed.

De bor flere steder i Aarup og her udviklede Peter sin smedevirksomhed og sit cykelværksted, fik værktøj og maskiner – og arbejdede til langt ud på aftenen for at få økonomien til at hænge sammen. Børnene voksede op, lærte håndelag, livets realiteter og hvordan man passer på sit hjem og sin familie.

Børnene:

Dødfødt dreng (1910–1910)
Ole Henry Kristensen (1912–1996)
Anders Kristian Christensen (1914–1991)
Olga Elisabeth Kristensen (1916–1992)
Thorvald Johannes Kristensen (1918–1920)
Holger Emil Kristensen (1920–1920)
Kristine Margrethe Christensen (1922–1984)
Arne Helmer Kristensen (1925–2006)

Andrea Jensen

Et hjem, en arv og nye historier

Familien blev styrket af fælles oplevelser: håndværk på værkstedet, lege med naboer i mosen, fælles ture til fjorden og skolekammerater på Aarup Skole. Her var glæde og udfordringer side om side, og Peter og Andrea sørgede for, at børnene blev klædt på – både i lærdom og i karakter – til de liv, der ventede dem uden for hjemmets dør.

Der var ikke den ting som Peter ikke kunne klare. Han blev benyttet som klog mand i lokalsamfundet, som dyrlæge og som reparatør af alverdens ting. Han gravede brønde for folk, arbejdede meget i Hundborg Mose med tørvegravning og pasning af de store maskiner, der blev benyttet til fremstilling af æltetørv. Som midaldrende bliver han ramt af en blodprop, der lammer hele hans højre side. Viljestærk, som han var, kæmpede hane indædt og vedholdene og fik gradvis førligheden tilbage. Endnu delvis lammet byggede han nyt værksted ved kanalen. Det var nødtørftigt udstyret med Primus, så han kunne lave kaffe veludstyret som smedeværksted. Det er på dette tidspunkt, han flytter til Snedsted på Banegaardsvej Nr. 5. Her bliver boende til sine dages ende.

Andrea var rar og mild. Når der skulle slagtes på Frede-Bo kom hun gående fra Aarup for at hjælpe til og Henry kørte hende så hjem.

Peter Kristensen

Peter fortsatte sit håndværk langt op i årene, gik på værkstedet morgen og aften, på cykel og til fods, og hans ry som alsidig smed og cykelreparatør spredte sig i området. Samtidig var Andrea hjertet i hjemmet: hun styrede husholdningen, passede børnene, sørgede for mad på bordet, tøj på kroppen og en tryg base for sine mange børn gennem både gode og svære tider.

Efterliv og arv

Peter døde i december 1968 i Snedsted – 78 år gammel – efter et langt liv i Thy blandt familie, venner og naboer, som huskede ham som en dygtig håndværker og en udholdende mand. En ungdomsven skrev - på dialekt - en dejlig lejlighedssang til hans 70-års fødselsdag, der hylder ham med dejlige glimt for hans måde at være på.

Andrea gik bort den 4. september 1959, 70 år gammel, og blev begravet i Snedsted sammen med sin familie.

Hverken Peter eller Andrea arvede forretningskundskaber fra deres forældre, så trods al deres flid og al deres kunnen forblev det småt med penge i hjemmet. Deres enestående begavelse gik dog videre i arv.

Sønnen Henry fortæller intet om forældrenes ståsted i kirkelivet. Han siger, at da han blev kæreste med Gudrun, blev han klar over, at han var kommet ind i en grundtvigiansk familie med et stærkt kirkeliv. Han blev dog aldrig rigtig grundtvigianer selv, men han blev meget bibelstærk. På et tidspunkt er han på vej ind i Jehovas Vidner, men det bliver ikke.

Henry modsatte sig at børnene kom i Friskole. Kristian Fink (Kesse) fra Lundgaard gjorde ellers hvad han kunne for at overtale ham, men Henry ville ikke, fordi han anså den daværende lærer Andersen i Friskolen for udygtig og børnenes uddannelse lå ham mere på sinde end noget andet. Kristian Fink kendte Henry dels fra fra hans tid på Ulstrup, hvor de gik til sang sammen i ungdomsforeningen og senere i gymnastikforeningen og i modstandsbevægelsen dels fordi de begge have giftet sig ind i samme Ydeslægt.

Kommuneskolen blev næppe valgt, fordi den var gratis. Både Ane og Poul blev jo sendt på realskole i Thisted trods betaling - og yderligere bekost til bøger og materialer. Ane var nok en af de første i byen, der fik en realeksamen. At der efter et halvt års tid blev søgt om friplads til hende og at hun fik det, spillede jo ingen rolle ved indmeldelsen.

Krigen kom til at præge livet i Frede-Bo. Tyskerne inddrog deres jord. Deres kaserner lå ganske tæt ved. De gravede skyttehuller rundt om gården og haven og soldaterne holdt øvelser rundt om. På den nærliggende Baunehøj opførtes et bombemål for engelske flyvere i form af en attrap af pejlestationen på Gåsebjerg. Ikke noget trygt sted. Forståeligt gravede Henry et beskyttelsesrum til familien. Om det fortæller Poul, at det var anlagt i forlængelse af roekulen, foret med halmballer og udstyret så det blot lignede en del af roekulen. Poul husker det særdeles godt, fordi han legede der med nabodrengen og en dag havde de tændt ild dernede. En forseelse, der blev afregnet kontant og til ihukommelse. På Nørfeld tæt ved pejle-atrappen var der også et beskyttelsesrum, men det var et tyskerne lavede. Ikke sært at Henry og Kesse fandt samme i frihedskampen.

I dag står deres efterkommere spredt, men fælles for dem alle er en stærk forbindelse til Thy – til det landlige liv, til fællesskab og til historien om to mennesker, der byggede en familie op med egne hænder. Deres søn Ole Henry skrev sine erindringer om barndom og ungdom med varme, humor og detaljerigdom – et værdifuldt dokument om en tid, et sted og en slægt, der stadig lever i minder og efterkommere.

Søg i denne blog

Gudrun og Henrys Slægter