Poul Fechtel

Poul Fechtel — Møntmester, Københavnsk velgører og renæssancemand

Poul Fechtel (ca. 1495/1500 - ca. 1590) levede i en fjern tid, men hans historie er ikke blot et isoleret renæssancekapitel. Hans historie er tidstypisk og læseværdig den dag i dag. Gennem sine efterkommere blev han et tidligt led i en slægtslinje, der strækker sig frem mod nutidens Danmark.

Via sønnesønnen Jacob Fechtel, borgmester i Malmø, føres linjen videre ind i det sydskandinaviske borgerskab, hvor embedsførelse, handel og ansvar for fællesskabet igen og igen dukker op som gennemgående træk. Senere generationer indgår i slægtsforbindelser, der fører ind i Yde-slægten, hvor navne, gårde og familier langsomt flytter fokus fra købstæder og administration til landbrug, lokalsamfund og kirkelige og borgerlige funktioner i Jylland.

Når man følger denne linje frem gennem århundrederne – fra 1500-tallets København og Malmø til 1600- og 1700-tallets Thy og videre ind i det moderne Danmark – træder et mønster frem: En slægt, hvor tilknytningen til samfundet, ansvarsfølelse og viljen til at bidrage, igen og igen finder nye former. På den måde bliver Poul Fechtel ikke blot et navn i en slægtsbog, men en fjern, men tydelig forfader, hvis liv og virke kan ses som et tidligt udtryk for værdier, der stadig genfindes hos hans efterkommere i dag.

I skiftet mellem middelalder og renæssance, i en tid hvor Danmark var ved at træde frem som en central magt i Nordeuropa, levede en af de mest bemærkelsesværdige borgere i sit århundrede: Poul Fechtel. I en periode præget af reformer, krige og begyndende handelsudvidelser var Fechtel en mand, hvis skæbne førte ham fra udenlandsk oprindelse til høj status og stor betydning i den danske hovedstad København.

Tidlige år og baggrund

Poul Fechtel blev født omkring år 1495–1500, formodentlig i Vechte i Nordrhein-Westfalen, Tyskland — en region med stor tradition for handel og håndværk. Hans navn er kendt i kilderne som Pawel Wechtel, et vidnesbyrd om de mange kulturstrømme, der flød gennem Nordeuropa i renæssancens første århundreder.

I en tid hvor kongemagten voksede, og handelsbyerne styrkede deres indflydelse, søgte unge mænd som Fechtel muligheder uden for hjemegnens grænser. Fechtel slog sig tidligt ned i Helsingør, en travl handelsby ved Øresund, hvor skibe fra hele verden lagde til for at betale Øresundstolden. Her begyndte han karrieren som borger og handelsmand, og han nævnes første gang i kildematerialet i 1535, hvor han modtager kvitteringer for penge på kongens vegne — et klart tegn på, at han allerede havde opnået tillid hos magthaverne.

Møntmester i København

Møntmester Poul Fechtel

I 1541 fik Poul Fechtel sit store gennembrud: han blev udnævnt til møntmester i København under Christian III, i den nyindrettede mønt ved Clara Kirke. Det var en position af enorm betydning, for møntmesteren var ansvarlig for at slå rigets mønter — noget der krævede både teknisk dygtighed og tillid fra konge og rigsråd.

Som møntmester stod Fechtel i spidsen for produktionen af dansk mønt i en tid, hvor rigets økonomi skulle stabiliseres efter reformationen (1536) og i årene med dansk indflydelse i de nordiske og tyske områder. Han bevarede posten i mere end 20 år, indtil han i 1565, på grund af alder og skrøbelighed, bad om at blive fritaget for sin stilling — en anmodning som kongens mand, Mogens Gyldenstierne, først forsøgte at modvirke, fordi Fechtel ikke uden videre måtte træde ud af embedet, når andre ikke stod klar til at overtage.

Rigdom, aktiv handel og socialt ansvar

Fechtel var ikke kun embedsmand — han var også handelsmand og kredsede i handelsnetværk der strakte sig til Tyskland. I begyndelsen af 1550’erne opnåede han toldfrihed for visse varer, han ville eksportere, og hans forretningsmæssige forbindelser udviste en virksomhed, der gik langt ud over møntens vægge.

Poul Fechtels Hospital eller de hamborgerske

sjæleboder i København blev stiftet 1570.

Men Fechtels betydning strakte sig også til socialt ansvar: i 1570 brugte han sin formue til at etablere en varig stiftelse for byens husarme — en slags tidligt socialt boligprojekt. På en grund, skænket til ham af kong Frederik II, opførte han “Fechtels Boder” — også kaldet Hamborgerboderne — hvor fattige og trængende kunne få husly og hjælp. Han tilførte stiftelsen 3000 rigsdaler, som stod på rente hos Hamburgs magistrat med det formål, at den skulle bestyres af hans familie gennem alle tider.

Denne form for filantropi var usædvanlig i sin tid og vidner om, at Fechtel ikke blot tænkte på sin egen rigdom, men også på samfundet og de svageste byborgere.

Et langt liv og en varig arv

Poul Fechtel levede et usædvanligt langt liv for sin tid. Kilder nævner, at han stadig levede omkring 1590, hvilket ville gøre ham cirka 90 år gammel — en sjælden alder i 1500-tallet.

Hans navn blev bevaret langt ud over hans død gennem stiftelsen, der fortsatte med at hjælpe byens fattige, og gennem de medaljer, der blev slået til hans ære med mottoet “ick leve in Godt” — et udtryk for hans livsfilosofi og tidens religiøst præget verdensbillede.

Han efterlod sig også efterkommere, bl.a. en søn Jacob Fechtel, der senere blev borgmester i Malmø.

Poul Fechtel og hans samtid

Fechtels liv spænder over en dramatisk periode i Skandinaviens historie:

Reformationens stormfulde år, hvor Danmark gik fra katolicisme til protestantisme.
Oprettelsen af en mere central kongemagt under Christian III og Frederik II.
Økonomiske omvæltninger og stigende handel i Østersøområdet.

I denne verden var Poul Fechtel en mand, der — som møntmester, forretningsmand og velgører — fungerede som bindeled mellem kongemagtens økonomiske ambitioner og den borgerlige verdens voksende kræfter.

Jacob Fechtel i Malmø – slægt, magt og minde

Med 4/4 Ane Sørensen Yde´s tip⁷oldefar Jacob Fechtel (ca. 1550-1616) træder Fechtel-slægten for alvor ind i den nordiske byelite. Født omkring 1550 i Malmø som sønnesøn af møntmester Poul Fechtel, blev Jacob en af byens mest indflydelsesrige borgere i en tid, hvor handel, skibsfart og kommunalt selvstyre var i hastig udvikling.

Allerede i 1570’erne optræder han som købmand og skibsreder, og karrieren er bemærkelsesværdigt hurtig: rådmand i 1582, borgmester blot to år senere. Hans position var ikke blot formel. Han var en drivkraft i byens liv – økonomisk, kirkeligt og kulturelt. Han ejede betydelige ejendomme i Malmø, herunder den store gård ved Adelgade og Kirkegade, og deltog aktivt i den danske monopolhandel på Island fra 1601 – et eventyr, som også hans sønner og svigersønner senere blev en del af.

Jacob Fechtels fromhed og selvforståelse ses tydeligt i de spor, han efterlod. I 1589 skænkede han kirken en latinsk bog om Davids salmer med sin egenhændige signatur og devisen Spes mea Christus – “Kristus er mit håb”. Omkring 1590 var han hovedkraften bag en omfattende ombygning af koret i Skt. Petri Kirke, hvor han selv senere blev begravet.

Epitafiet til Jacob Fechtel,

Hans grav blev dækket af en stor, fornem blå kalkstensplade, som forestillede ham og hustruen Gesche Villumsdatter knælende ved alteret – et stærkt visuelt udtryk for både fromhed og borgerlig selvbevidsthed. Stenen vakte så stor beundring, at den blev kopieret af samtidige stenhuggere og er bevaret den dag i dag. Senere lod arvingerne opsætte et epitafium med relief af hele familien: seks sønner og seks døtre – et sjældent og meget konkret billede af en slægt i fuldt flor.

Epitafiet til Jacob Fechtel, hans hustru Gesche Willumsdotter og deres børn, som det ses i kirken i Malmø. Motivets detaljerede relief viser familien under en himmelsk skare af engle og symboler – et kunstnerisk udtryk for 1500-tallets tro, status og familiære samhørighed. Det er et sjældent bevaret eksempel på en borgersk epitafie fra denne periode og et stærkt visuelt bindeled mellem den tidlige moderne æra og de efterfølgende generationers historie.

Børneflokken viser slægtens brede forgrening: købmænd, præster, embedsmænd og lærde. Sønnen Mogens Fechtel blev kongelig renteskriver i København og forfatter til et eskatologisk skrift om verdens ende, mens andre børn og svigerbørn videreførte handels- og embedslinjen i Malmø og København. Navngivningen i familien – genbrug af navne som Poul, Jacob og Mette – afslører en stærk slægtsbevidsthed og respekt for forfædrene.

Da Jacob Fechtel døde i begyndelsen af 1616, efterlod han sig et jordegods vurderet til over 11.000 daler – uden at indboet overhovedet blev vurderet. Det vidner om en betydelig velstand, men også om en slægt, der i flere generationer havde formået at omsætte position, ansvar og netværk til varig indflydelse.

Møntmester Poul Fechtel og hans efterslægt er vist på dette link

Søg i denne blog

Gudrun og Henrys Slægter