Biskop Peder Thøgersen

Biskop Peder Thøgersen (Løvenbalk)

23. januar 1532 – 3. januar 1595

Peder Thøgersen blev født i Viborg blot få år før reformationen for alvor ændrede Danmark


"Da reformationen var gennemført, var det mænd som Peder Thøgersen, der skulle få den nye kirke til at fungere."

En af reformationstidens lærde kirkefyrster

Peder Thøgersen blev født i Viborg den 23. januar 1532, blot få år før reformationen for alvor ændrede Danmark. Han voksede derfor op i en brydningstid, hvor den katolske middelalderkirke blev afløst af den evangelisk-lutherske kirke, og hvor hele landets religiøse og politiske struktur blev omformet.

Hans far var den kendte præst og læsemester Thøger Jensen, som hørte til blandt de tidlige reformatorer i Viborg. Faderen døde allerede i 1538, hvorefter moderen giftede sig med præsten Morten Hvas, der sørgede for den unge Peders uddannelse og gav ham mulighed for at fortsætte studierne. (Wikipedia)

Viborg Domkirke / Bisp Peder Thøgersen

Peder studerede ved Københavns Universitet og fortsatte siden sine studier ved flere udenlandske universiteter. Denne uddannelse gjorde ham til en af sin generations bedst uddannede danske gejstlige.

Efter hjemkomsten blev han først kapellan og derefter sognepræst ved Viborg Domkirke. I 1565 erhvervede han magistergraden, og efter biskop Kjeld Juels død blev han i 1571 valgt til biskop over Viborg Stift. Før kong Frederik II godkendte valget, måtte han gennemgå en teologisk prøve ved Københavns Universitet – et krav, som understregede den nye lutherske kirkes vægt på lærdom og teologisk indsigt. Efter bestået prøve blev han indviet som biskop i Viborg Domkirke. (Wikipedia)

Som biskop kom Peder Thøgersen til at præge en hel generation af præster. Han virkede i en tid, hvor den danske kirke endnu var ved at finde sin form efter reformationen. Hans opgave var ikke blot at forkynde evangeliet, men også at sikre uddannelsen af præster, føre tilsyn med sognene og gennemføre de kirkelige reformer i et af landets største stifter.

Samtidige kilder beskriver ham som en lærd, myndig og højt respekteret biskop. Han efterlod sig ingen større teologiske værker, men hans betydning lå først og fremmest i hans ledelse af kirken og i den indflydelse, han fik gennem sine mange elever og efterkommere. (Wikipedia)

Peder Thøgersen døde i Viborg den 3. januar 1595 efter næsten 24 år som biskop.


Slægt og familie

Peder Thøgersen tilhørte den gamle Løvenbalk-slægt, selv om han – som mange gejstlige efter reformationen – ikke selv anvendte slægtsnavnet. Historikere har senere knyttet ham til denne slægt gennem hans afstamning, men i samtidige dokumenter omtales han normalt blot som Peder Thøgersen. (Wikipedia)

Han blev gift med Margrethe Jensdatter, datter af den indflydelsesrige præst Jens Hansen. Ægteskabet knyttede ham til flere af den danske kirkes ledende familier, og hans efterkommere kom til at spille betydelige roller inden for både kirke, embedsvæsen og borgerskab.


Historisk betydning

Peder Thøgersen levede i den generation, som gjorde reformationen varig. Hvor de første reformatorer havde gennemført bruddet med den katolske kirke, var det Peder Thøgersens generation, der opbyggede den nye folkekirke.

Han var samtidig en del af den danske renæssance, hvor uddannelse, humanisme og bogtryk fik stadig større betydning. Hans virke faldt sammen med kong Frederik II's regeringstid, hvor Danmark oplevede politisk stabilitet, økonomisk vækst og en styrkelse af statens institutioner.


Historisk tilbageblik


Peder Thøgersens efterslægt tæller Ide Marie Christensdatter, 1791 – 21. marts 1865 • LZFD-14X

Gennem Peder Thøgersens aner føres slægten tilbage til nogle af Danmarks mest kendte middelalderslægter. Blandt de mest markante personer findes:

  • Iver Lunge

  • Erik V Klipping

  • Kristoffer I

  • Valdemar Sejr

  • Knud Lavard

  • Erik Ejegod

  • Harald Blåtand

  • Gorm den Gamle

Det siges , at Kong Christoffer 2. skulle have fået sønnen Erik Christoffersen Løvenbalk (stamfader til slægten Løvenbalk) i en "illegitim Forbindelse med en Jomfru af de gamle Lunger.(Wikipedia.)

Disse personer repræsenterer forskellige perioder af Danmarks historie – fra rigssamlingen i vikingetiden over Valdemarernes storhedstid til reformationens Danmark, hvor Peder Thøgersen selv kom til at spille en betydelig rolle.


Slægtsforsker Jens Yde: (https://forum.slaegt.dk/index.php/topic,32728.30.html)
I Slægtsbogen "Sejer Olesen Leth og hans Slægt", ved P. Filtenborg, udkommet i København 1938, er en længere diskussion om Thøger Jensens ophav - jeg har kun flygtigt læst den, og vil ikke konkludere for eller i mod.
Den pågældende slægtsbog er skrevet af provst Peter Filtenborg, Fole, og udgivet  i 1938. For at ikke alle skal købe et eksemplar af bogen, der er på 213 sider, tillader jeg mig at bringe følgende uddrag:

Danmarks vordende reformator Hans Tausen blev i 1525 tvangsforflyttet fra Antvorskov til Johanniterklostret i Viborg, der var en firfløjet bygning i Sankt Ibsgade. Her traf han en ung munk, Broder Thøger Jensen, der blev hans ven og vundet for de lutherske tanker. De fulgtes ad til København i 1529, og omkring 1531 var Thøger Jensen vendt tilbage til Viborg, hvor han havde fulgt Martin Luthers eksempel og giftet sig med en nonne, Anna Pedersdatter. Thøger blev evangelisk sognepræst ved den tidligere Sortebrødrekirke, den nuværende Søndre Sogns Kirke, og samtidig lektor ved den præsteskole, som var knyttet til Domkirken. Allerede den 19. april 1538 døde Thøger som en yngre mand og blev efter eget ønske begravet i Gråbrødre Kirke i Viborg i det kapel, hvor den gamle landsdommer Ridder Jens Nielsen (Løvenbalk) til Aunsbjerg (d. 1438) og hans første hustru Helene (eller Ellen) Pedersdatter Munk var begravet; deres store gravsten ligger endnu i Gråbrødre Anlæg på det sted, hvor kapellet har stået. At Thøger efter eget ønske (Resens atlas efter biskop Peder Villadsen: voluit sepiliri) blev begravet der, han, der var sognepræst til en anden kirke, kunne tyde på, at der i Gråbrødre Kirke har været en familiebegravelse for Thøgers familie, og at Thøgers fader såvel som dennes oldefader Jens Nielsen var begravet der.  På den gamle skriftestol i Søndre Sogns Kirke, som brændte i 1726, havde Thøger ladet udskære et skaldet munkehoved og et kors, hvilket tegn han brugte i sit signet til minde om, at han havde været korsbroder (johannitermunk).

Der har været en del diskussion angående den gamle slægtstradition, at Thøger Jensen var af adelsslægten Løvenbalk. Adjunkt Heise i Viborg indvendte imod slægtstraditionen, at Thøger hverken førte slægten Løvenbalks navn eller dens våben. Men slægten var en af de mange adelsslægter, som i gammel tid ikke brugte særligt slægtsnavn. Mange adelsslægter optog først på Frederik I's tid et fast slægtsnavn efter henstilling fra kongen. Navnet Løvenbalk kendes i alt fald ikke før efter 1500 (Adelsårbogen 1903). Det er dannet efter våbenet: en løve over to bjælker; og almindeligt i slægten blev det ikke. Et par ugifte damer i slægten førte det o. 1540. Men f.eks. på Laurits Mogensens gravsten af 1490 i Mariager Kirke findes det ikke, og Mogens Lauridsen til Tjele (d. o. 1536) kaldte sig i sin ungdom i Skotland for Mogens Bille efter sin morbroder af samme navn. Og hans og den skotske kvindes søn, slægtens sidste adelsmand, Knud Mogensen til Kellerup (d. o. 1598), som i mange år kæmpede for sin adel og for at få sin legitime fødsel anerkendt, og som derfor nok kunne have grund til at betone et slægtsnavn, bruger det ikke engang på den ligsten, han selv anskaffede 1584, men kalder sig der blot:  "Erlig och velbyrdige mand Knud Mogensøn til Kiellerup, salige Mogens Lafrsens søn af Tiele".

Men Thøger var som luthersk præst heller ikke længere adelsmand. Kirkehistorikeren H. Rørdam oplyser, at de adelsmænd, som mellem reformationen og enevældens indførelse blev præster, som regel trådte ud af adelsstanden. Thøgers efterkommere er altså ikke adelige.

For slægtstraditionens rigtighed taler to forhold: den påstås udtrykkeligt af Thøgers søns, biskop Peder Thøgersens, dattersøn, den ansete biskop Peder Villadsen (1610-73) i en latinsk tale i 1672 ved indsættelsen af en konrektor i Viborg. Han kalder her udtrykkeligt to gange Thøger med navnet Løvenbalk. Thøgers efterslægt var for en stor del blevet i Viborg og hørte til de første kredse i byen, så at en familietradition ikke så let blev forvansket. Man havde dengang ofte meget mere interesse for et kendskab til sin forslægt, end man i vor rodløse tid har let ved at forstå. Alene datidens lov, at ægteskab mellem næstsøskendebørn hørte til de forbudte grader, nødvendiggjorde, at man kendte sine slægtskabsforhold.  Man havde desuden langt ned i tiden et pålideligt vidne om Thøgers familieforhold, nemlig i hans hustru, den tidligere nonne Anna Pedersdatter, der ialfald levede 1580, vist også 1584, måske senere, og hun kan godt tænkes at have fortalt selv børnebørnsbørn derom. Anna Pedersdatter er vel født ca. 1505, måske lidt senere, og hendes sønnedatter Else blev gift med mag. Jacob Holm i Viborg i 1577.

Et andet forhold, som taler for slægtstraditionens rigtighed er, at Johanniterklostrene var stærkt adeligt prægede og var store rige godsejerklostre. Den, der ville træde ind i klostret, måtte betale et vist beløb. Antvorskov var hovedklostret for kredsen af Johanniterklostre i Danmark, og en af priorerne i Antvorskov var medlem af Rigsrådet. Johanniterklostrene var anset for de fornemste klostre. Da det var en international orden, har det sikkert været i Danmark som i Tyskland, at adelsmænd især søgte disse klostre. I 1502 omtales korsbrødrene i Ribe i en kongelig skrivelse uden videre under ét som adelsmænd. I Tyskland og Frankrig krævedes til optagelse i sådanne klostre adelig byrd. Her i landet virkede Johanniterklostrene som stiftelser eller hospitaler for syge og gamle. Og gamle, ensomme eller svagelige adelsfolk lejede sig ofte ind i klostrene for at have et hjem og få del i klostrets åndelige goder.

Resultatet bliver, at man med en til vished grænsede sandsynlighed kan regne med, at Broder Thøger som Johanniter eller Korsbroderpræst har været af adel, og hvorfor da spørge om en Bille, Brok, en Galt eller Gris, når hans egen efterslægt i samme by siger, at han var en Løvenbalk.

Thøger Jensen og Anna Pedersdatter havde en eneste søn, den senere biskop i Viborg, Peder Thøgersen, f. 1532, d. natten mellem 2. og 3. januar 1595. Han underskrev sig på latin Vibergius efter sin fødeby Viborg. I sit signet brugte han en slange på et kors, som det blandt andet ses på hans gravsten i Viborg Domkirke. Hans hustru Margrethe Jensdatter døde af pest i 1603; hun var datter af magister Jens Hansen, en reformationstilhænger 1529-1530, som var "født af bønderfolk". Efter biskoppens død i 1595 giftede Margrethe Jensdatter sig med borgmester Gunde Grøn.

Biskop Peder Thøgersen og Margrethe Jensdatter havde tre sønner og fem døtre: Jens Pedersen, d. 1609, førstepræst og fra 1592 provst ved Domkirken i Viborg. Thøger Pedersen, f. 1558, sognepræst ved Budolfi kirke i Aalborg, d. 1626. Peder Pedersen, f. 1580, præst ved søndre Sogns Kirke i Viborg fra 1612 til 1645. De fem døtre blev gift med henholdsvis magister Foss, rektor Høg, dr. med Iversen, rektor Brøns og biskop Holm.



Kilder

  • FamilySearch – Person LCXD-MPS.

  • Dansk Biografisk Leksikon.

  • Danmarks kirkehistorie.

  • Viborg Domkirkes historie.

  • Løvenbalk Slægten - Kilde


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gudrun og Henrys Slægter