Oluf Sørensen

 

Gå til Gudrun & Henry's Slægt

Gå til Christoffer Lunov

FamilySearch ID: K63S-BPC

319/1024 Oluf Sørensen

ca. 1625 – 1693

FamilySearch ID: K63S-BPC

Skudehandler, gårdfæster og en af Vangsås tidligste foregangsmænd

Oluf Sørensen blev født omkring 1625 i Vang Sogn i Thy. Han levede i en brydningstid, hvor den jyske vestkyst endnu var præget af små gårdsamfund, men hvor handel over Skagerrak skabte nye muligheder for driftige bønder og skippere.

Han er en af de tidligst kendte personer, som med sikkerhed kan knyttes til den senere bebyggelse Vangså, og hans liv afspejler både egnens velstand og dens sårbarhed.

Ægteskab og forbindelse til Lunov-slægten

Den 20. oktober 1644 blev Oluf Sørensen gift med 320/1024 Anna Jensdatter Wiberg i Oddernes ved Kristiansand i Norge.

Anna var datter af Jens Christensen Kaasøe og Anna Christoffersdatter, og gennem moderen var hun barnebarn af Christoffer Nielsen Lunov og Ane Jensdatter Grøn.

Dermed blev Oluf gift ind i en af de mest betydningsfulde slægter i Thy. Lunov-slægten havde rødder i den danske lavadel og blandt egnens præste- og embedsfamilier. Ægteskabet vidner om, at Oluf ikke blot var en almindelig bonde, men en mand med betydelig social og økonomisk position.

Parret fik mindst syv børn, blandt dem:

• Peder Olufsen Wang (1649–1731)
• Jens Olufsen Wang (1660–1731), senere magister og provst
• Maren Olufsdatter (1674–1734)

Flere af børnene tog navnet Wang, en latinisering af hjemstavnen Vang, sådan som det ofte skete blandt præster og lærde.

Skudehandel med Norge

Oluf Sørensen og hans bror Søren Sørensen deltog allerede i 1640'erne i den omfattende skudehandel mellem Thy og Norge.

Lensregnskaberne viser, at brødrene ejede en skude på omkring 6½ læster, som sejlede ud fra stranden ved Vang.

Skudehandelen var livsnerven for mange vestjyske kystsamfund. Til Norge udførtes blandt andet korn, smør og landbrugsvarer, mens skuden hjembragte tømmer, jern, tjære og andre varer, som var vanskelige at skaffe i Danmark.

At eje en skude krævede betydelig kapital og vidner om, at Oluf hørte til blandt egnens mere velstående mænd.

Gårdfæster og storbonde

Efter broderen Sørens død overtog Oluf i 1660 fæstet af den store Vangsgård.

Samtidig rådede han over yderligere to gårde.

Kilderne viser således, at han i sine bedste år var en af Vangs betydeligste jordbrugere og kombinerede landbrug med handel og søfart.

Fra 1648 til 1666 fæstede han desuden Krogsgård efter sin svigerfader.

Fra velstand til fattigdom

Oluf Sørensens liv fik en dramatisk afslutning.

Hvor han tidligere havde været ejer eller fæster af flere gårde og deltager i den lukrative handel med Norge, beskrives han i sine sidste leveår som fattig og blind.

Hvordan denne udvikling fandt sted, ved man ikke med sikkerhed.

Det kan skyldes økonomiske tab under krigene, uheldige investeringer, sygdom eller sandflugtens ødelæggelser af jorden omkring Vang Klit.

Da han døde i 1693, boede han beskedent i Baunhuset ved havet.

Sønnen, der vendte tilbage

Historien slutter ikke med Olufs død.

I 1703 købte sønnen Jens Olufsen Wang, der nu var magister og provst ved Frederikshavn, Baunhuset af Kronen for den usædvanligt høje sum af 101 rigsdaler.

Købet var næppe motiveret af økonomisk gevinst.

Meget tyder på, at sønnen ønskede at sikre sin søsters og svogers fremtid og samtidig bevare sit barndomshjem i familiens eje.

Denne handling fortæller meget om familiens sammenhold og om den sociale opstigning, som Jens Olufsen Wang havde gennemført gennem uddannelse og kirkelig karriere.

Vangsås begyndelse

Kort efter Olufs død begyndte beboerne i Vang Klit gradvis at flytte deres huse nærmere havet på grund af den ødelæggende sandflugt.

Baunhuset kom til at ligge midt i denne nye bebyggelse.

Den spirende samling af huse blev senere til Vangså, som første gang nævnes ved navn i kirkebogen i 1721.

Dermed kom Oluf Sørensens hjem til at ligge ved kernen af det nye fiskerleje.

Historisk betydning

Oluf Sørensen er en af de mest betydningsfulde personer i Vangsås tidlige historie.

Han repræsenterer overgangen fra det gamle bondesamfund til den handelsorienterede vestkystøkonomi, hvor landbrug, skudehandel og fiskeri smeltede sammen.

Hans liv fortæller samtidig om, hvor hurtigt lykken kunne vende. Fra velhavende gårdfæster og skudehandler endte han sine dage som fattig og blind i et lille hus ved havet.

Alligevel kom hans efterkommere til at spille en betydelig rolle. Gennem sønnen Jens Olufsen Wang nåede familien ind blandt lærde og gejstlige, mens Baunhuset blev et af udgangspunkterne for den senere bebyggelse Vangså.

Forslægt

Den sikre forslægt omfatter:

• Søren Sørensen
• en ukendt hustru

Gennem hustruen Anna Jensdatter Wiberg føres slægten tilbage til:

• Jens Christensen Kaasøe
• 640/2048 Anna Christoffersdatter
• 1279/4096 Christoffer Nielsen Lunov
• Ane Jensdatter Grøn

Kilder

• FamilySearch – Person K63S-BPC.
• Vangså – Historien om en klat huse på kanten af havet.
• Lensregnskaberne 1640–1643.
• Markbogen 1683.
• Amtsregnskaberne 1698.
• Kirkebøger for Vang Sogn.

Note

Under Forslægt skriver FamilySearch "Søren Sørensen" som far til Oluf. Det stemmer ikke med den øvrige dokumentation. Den Søren Sørensen, som omtales i lensregnskaberne, er efter alt at dømme Olufs bror, ikke hans far. Det harmonerer også med beretningen om, at Oluf i 1660 overtog Vangsgård efter sin afdøde bror Søren Sørensen. Derfor ville jeg i biografien undlade at navngive Olufs far, indtil der foreligger en samtidig kilde, der dokumenterer hans identitet. 

---

Baunhuset

Oluf Sørensens navn er uløseligt knyttet til Baunhuset, som lå ude ved havet i Vang Klit.

Markbogen fra 1683 omtaler huset, og amtsregnskaberne fra 1698 kalder det:

"det hus Oluf Sørensen sidst påboede."

Baunhuset var blevet ombygget under krigen mod Sverige, sandsynligvis under Den Skånske Krig (1675–1679), og fungerede som opholdssted for de mænd, der holdt opsyn med havet.

Meget tyder på, at huset oprindelig også har været anvendt som lagerbygning i forbindelse med Olufs skudehandel.

Ude ved havet i Vang Klit lå der er et hus "Baunhuset" - nævnt i Markbogen 1683. Huset har sandsynligvis ligget nær den yderste ende af åen og ved den vej, der gik fra Vang til havet..

Huset dukker i 1698 op i amtsregnskabet, hvor det betegnes som "det hus Oluf Sørensen sidst påboede". Det fremgår, at Baunhuset er blevet ombygget "i krigens tid" af netop Oluf Sørensen og "de som tog vare på hav(n)et, dér havde deres tilhold". Det kan være Den Skånske Krig 1675-1679, der er menes.

Oluf Sørensen døde i 1693 som en fattig mand, men det har han ikke altid været. Tværtimod. 

Skitse, der viser, hvordan man mener, gårdene
 blev flyttet, efterhånden som
sandflugten ødelagde landbrugsjorden.
Baunhuset er indtegnet øverst til venstre.
Tegning af Torsten Balle.

I 1660 fæstede han det meste af den store gård Vangsgård efter sin afdøde bror Søren Sørensen. På samme tidspunkt havde han yderligere to gårde.Men ikke nok med det.  Brødrene Oluf og Søren Sørensen havde begge taget del i skudehandelen på Norge. Det fremgår af nogle optegnelser i Lensregnskaberne helt tilbage fra 1640 og 1641. 

Her får vi oplyst, at de havde udskibet fra Vang Strand. Oluf Sørensen var også godt gift med en præstedatter fra Vang, hvis morfar var adelsmanden Christoffer Lunov til Nystrup. Men hvad der var sket ham fra velmagtsdagene med skudehandel og flere gårde og frem til 1683, da han var endt som en gammel fattig og blind mand i Baunhuset ved havet ved vi ikke! Måske havde Oluf Sørensen opført Baunhuset som et pakhus i forbindelse med sine handelsaktiviteter.

Med til historien om Oluf Sørensen hører også beretningen om, hvad der hændte med Baunhuset efter hans død i 1693. 

 I 1703 blev huset solgt på auktion af Kronen til magister Jens Olufsen Wang, der var provst ved Frederikshavn. Købssummen var på 101 rdl., hvilket var en meget stor sum for et jordløst hus. 

Det viser sig, at køberen er Oluf Sørensens søn, der som dreng havde oplevet, at faren havde mistet, hvad han havde, måske også synet - og det ensomt beliggende hus ved havet har en tid været hans barndomshjem. 

Jens Olufsen, der var født 1660, kom dog på latinskole i Thisted og blev student i 1679. Tre år efter fik han sin embedseksamen som præst. Sit embede ved Frederikshavn fik han som 26-årig - og året efter blev han gift med en meget rig præsteenke. 

Da Jens Olufsen dyrt køber Baunhuset fæstet til hans søster og svoger, som han således støtter økonomisk ved købet. Den efterfølgende  familiehistorie er præget af, at morbroren fortsat hjælper familien i Baunhuset, der blev i slægtens eje i en del år fremover. 

På grund af sandflugten begyndte folk i Vang Klit nogle år senere at flytte deres huse ud til havet og placerede dem i nærheden af Baunhuset. Formentlig har udflytningen fundet sted mellem 1700 og 1736. Og dermed opstod Vangsaa som bysamfund, selv om byen i begyndelsen af 1700-tallet endnu ikke havde fået et navn. Når præsten skulle placere byen skrev han "ved havet". Lidt upraktisk - og derfor benyttes stednavnet "Vangsaa" i kirkebogen første gang i 1721.

Skudehandler.

I Christoffer Lunov's biogafi kan læses mere om Oluf.  Her står, at  Oluf Sørensen og Anne Jensdatter havde været i Norge siden 31. juli 1644, og at de havde holdt deres bryllup 20. oktober samme år på Duenæs. Der står også om skudehandlen, at han og hans broder Søren Sørensen havde en skude på 6½ læster og 4 tønder. Fra 1640 til 1643 er der opført afgifter af skuder i lensregnskaberne, og i de år er de to brødres skude opført. De var landet ”for Vang”, altså nok der, hvor fiskerlejet Vangså senere opstod.

---