Andreas Slægt • FamilySearch ID: K63S-BPC • ← Returnér

Oluf Sørensen

1625 – 1693

Skudehandler, gårdfæster og en af Vangsås tidligste foregangsmænd.

319/1024 Oluf Sørensen var skudehandler, gårdfæster og en af Vangsås tidligste foregangsmænd. Oluf Sørensen blev født omkring 1625 i Vang Sogn i Thy. Han levede i en brydningstid, hvor den jyske vestkyst endnu var præget af små gårdsamfund, men hvor handel over Skagerrak skabte nye muligheder for driftige bønder og skippere. Han er en af de tidligst kendte personer, som med sikkerhed kan knyttes til den senere bebyggelse Vangså, og hans liv afspejler både egnens velstand og dens sårbarhed.

Pioneren i Klitmøller: Privileget fra 1665 og 150 års skudehandel

Oluf Sørensen (1625–1693) regnes som en af de absolutte pionerer og stamfædre for skudehandelen i Klitmøller. Hans navn står uløseligt forbundet med det historiske vendepunkt i august 1665, hvor kystens skippere sikrede sig det officielle kongelige privilegium til at drive fri handel på Norge – en rettighed, der udstak kursen for hele egnens økonomiske fremtid.

Kampen mod købstædernes monopol

Baggrunden for det kongelige særstempel var en højspændt konflikt. Efter enevældens indførelse i 1660 forsøgte de jyske købstæder – herunder især Thisted og Aalborg – med næb og klør at håndhæve deres gamle handelsmonopol. Lovgivningen forbød egentlig landbefolkningen at drive handel direkte fra strandene, da det blev betragtet som ulovligt forprang. Købmændene i byerne krævede stædigt, at alt korn og tømmer til og fra Norge skulle gå igennem deres egne havne og toldsteder, så gevinsten tilfaldt dem. For kystboerne i Klitmøller, Vigsø og Hansted, som i årtier havde levet af kysthandelen, truede kravet som et reelt dødsstød.

"Skudehandlerne forklarede kongen sandheden om vestkysten: Klitterne var for ufrugtbare til landbrug, og uden fri sejlads på Norge ville kystens beboere ganske enkelt sulte ihjel."

Den 8. august 1665 mødtes egnens førende skippere – med Oluf Sørensen og Jep Pedersen Krabbe i spidsen – i Hansted for at forfatte en fælles bøn og klage direkte til kong Frederik 3. I ansøgningen argumenterede de med overordentlig stor snilde. De påpegede naturens umulighed i at sejle store sandskuder ind til Thisted gennem den tilsandede Limfjord, de fremhævede de store toldindtægter, som kronen ville miste, hvis nordmændene blev afskåret fra det livsvigtige jyske korn, og de understregede, at sandjorden i klitterne var så mager, at lokalbefolkningen ville sulte ihjel uden kysthandelen.

Argumenterne gjorde indtryk på kongen. I stedet for at stoppe handelen valgte Frederik 3. at udstede et særligt privilegium, der lovliggjorde skudefarten mod en fast toldafgift – en såkaldt skudret – direkte til kronen. Oluf Sørensen greb denne enestående mulighed, opførte en af de første store skudehandlergårde i Klitmøller og lagde grundstenen til en formue skabt på korn- og træhandelen over Skagerrak.

Slægtens fire generationer på Skagerrak

Gennem det kongelige privilegium blev skudehandelen tæt knyttet til Oluf Sørensens efterslægt i over 150 år, fordelt over fire stolte generationer:

1. generation (Oluf Sørensen, 1625–1693): Grundlagde familiens mægtige handelsfundament og fik lovliggjort skudefarten fra Klitmøllers strand.

2. og 3. generation (1700-tallet): Hans sønner og børnebørn overtog og udbyggede forretningen. Slægten forgrenede sig ind i egnens dominerende handelshuse – som Dragsbech- og Møller-slægterne – giftede sig strategisk ind i andre fremtrædende skipperslægter og knyttede stærke alliancer med norske handelshuse i Kristiansand og Arendal.

4. generation (Slutningen af 1700-tallet – ca. 1814): Hans oldebørn og tipoldebørn sad stadig tungt på skudefarten, da handelen nåede sin absolutte guldalder i årtierne op til år 1800.

Det endelige ophør efter Englandskrigene

Slægtens mere end 150-årige dominans inden for kysthandelen fik dog en brat og dramatisk ende under Englandskrigene (1807–1814). Under krigens kaotiske tilstande blev de sidste af familiens sandskuder enten opbragt af engelske krigsskibe ude i brændingen eller forliste i stormfuldt vejr.

Da det traditionsrige handelsmarked med Norge endegyldigt brød sammen efter adskillelsen i 1814, afviklede Oluf Sørensens tilbageværende efterkommere skudefarten. Nogle af de overlevende familiemedlemmer skiftede spor til almindeligt kystfiskeri fra Klitmøllers landingsplads, mens andre søgte ind til Thisted for at etablere sig som traditionelle købmænd – men arven fra pioneren fra 1665 levede videre i egnens historie.

Ægteskab og forbindelse til Lunov-slægten

Den 20. oktober 1644 blev Oluf Sørensen gift med 320/1024 Anna Jensdatter Wiberg i Oddernes ved Kristiansand i Norge, efter at de havde opholdt sig i Norge siden sidst i juli samme år.

Anna var datter af Jens Christensen Kaasøe og Anna Christoffersdatter. Gennem moderen var hun barnebarn af adelsmanden Christoffer Nielsen Lunov til Nystrup og Ane Jensdatter Grøn. Dermed blev Oluf gift ind i en af de mest betydningsfulde slægter i Thy. Lunov-slægten havde rødder i den danske lavadel og blandt egnens præste- og embedsfamilier. Ægteskabet vidner om, at Oluf ikke blot var en almindelig bonde, men en mand med betydelig social og økonomisk position. I Christoffer Lunovs biografi kan der læses endnu mere om familiens historie.

Parret fik mindst syv børn, heriblandt:

• Peder Olufsen Wang (1649–1731)
• Jens Olufsen Wang (1660–1731), senere magister og provst
• Maren Olufsdatter (1674–1734)

Flere af børnene tog navnet Wang, en latinisering af hjemstavnen Vang, sådan som det ofte skete blandt præster og lærde.

Skudehandel og jordgods

Oluf Sørensen og hans bror Søren Sørensen deltog allerede i 1640'erne i den omfattende skudehandel mellem Thy og Norge. Lensregnskaberne fra 1640 til 1643 viser, at brødrene betalte afgift af en skude på 6½ læster og 4 tønder, som var landet "for Vang" – altså nær det sted, hvor fiskerlejet Vangså senere opstod.

Til Norge udførtes korn, smør og landbrugsvarer, mens skuden hjembragte tømmer, jern og tjære. At eje og drive en skude krævede stor kapital og placerer Oluf blandt egnens mest velstående mænd. I 1660 overtog Oluf fæstet af den store Vangsgård efter sin afdøde bror Søren Sørensen. Samtidig rådede han over yderligere två gårde, og fra 1648 til 1666 fæstede han desuden Krogsgård efter sin svigerfader.

Fra velstand til fattigdom

Oluf Sørensens liv fik desværre en trist afslutning. Hvor han i sin manddoms kraft havde været storskurdehandler og fæster af flere gårde, beskrives han i sine sidste leveår som fattig og blind.

Skitse, der viser, hvordan man mener, gårdene blev flyttet, efterhånden som sandflugten ødelagde landbrugsjorden. Baunhuset er indtegnet øverst til venstre.
Tegning af Torsten Balle.

Hvordan dette fald fandt sted, vides ikke med sikkerhed. Det kan skyldes økonomiske tab under svenskekrigene, uheldige handler, sygdom eller sandflugtens hærgen af jorden i Vang Klit. Da han døde i 1693, boede han i det beskedne Baunhuset ved havet.

Baunhuset og sønnen, der vendte tilbage

Oluf Sørensens navn er uløseligt knyttet til Baunhuset, som lå yderst ved havet nær vejen fra Vang. Huset omtales i Markbogen i 1683, og i amtsregnskabet fra 1698 betegnes det som "det hus Oluf Sørensen sidst påboede". Det fremgår her, at huset blev ombygget under krigen (sandsynligvis Den Skånske Krig 1675–1679) af Oluf og dem, der holdt vagt ved havet. Det kan oprindeligt have fungeret som pakhus for skudehandelen.

I 1703 blev Baunhuset solgt på auktion af Kronen for den store sum af 101 rigsdaler. Køberen var Olufs søn, magister Jens Olufsen Wang, som dengang var provst ved Frederikshavn. Sønnen var som ung kommet på latinskole i Thisted, blev teolog i 1682 og giftede sig til velstand med en rig præsteenke. Købet af barndomshjemmet var ikke en investering, men en kærlig handling for at sikre sin søsters og svogers bolig og bevare huset i familiens eje.

Vangsås opståen

PÅ grund af den voldsomme sandflugt begyndte beboerne i Vang Klit i årene 1700–1736 at flytte deres huse tættere ud mod havet – med Baunhuset som et naturligt samlingspunkt. Derved opstod det fiskerleje, som præsten i starten blot kaldte bebyggelsen "ved havet", men som fra 1721 officielt fik navnet Vangså i kirkebogen.

Forslægt

Gennem hustruen Anna Jensdatter Wiberg føres slægten tilbage til:

• Jens Christensen Kaasøe
• 640/2048 Anna Christoffersdatter
• 1279/4096 Christoffer Nielsen Lunov
• Ane Jensdatter Grøn

Note om faderskab: Under forslægt i visse slægtsdatabaser (f.eks. FamilySearch) anføres en "Søren Sørensen" som far til Oluf. Det stemmer ikke med de samtidige kilder. Den Søren Sørensen, der nævnes i lensregnskaberne, er efter alt at dømme Olufs bror og medejer af skuden, som Oluf i 1660 overog Vangsgård efter. Olufs fader navngives derfor ikke, før der foreligger direkte dokumentation.

Kilder

• FamilySearch – Person K63S-BPC.
• Vangså – Historien om en klat huse på kanten af havet.
• Lensregnskaberne 1640–1643.
• Markbogen 1683.
• Amtsregnskaberne 1698.
• Kirkebøger for Vang Sogn.

---