Christoffer Lunow

Christoffer Nielsen Lunov, til Rugård & Nystrup (1560-1640)

Fødsel: circa 1560
Dødsfald: natten ml. 7. og 8.marts, 1640 Nystrup, Vang, Thisted

Forældre:

Far. LUNOV, Niels Jespersen, (1498-1573)
Mor. BLIK, Anne Eriksdatter, (1530-1593) død i Vang,

Christoffer Lunov var så vidt vides aldrig gift, men havde 3 uægteskabelige døtre, måske med 3 forskellige kvinder. Han vedstod sig faderskab og døtrene arvede ham.

Slægtstræ for Ane Førgaard - Gorm den Gamle

1/1 Ane Førgaard

1/2 Ole Henry Kristensen & Gudrun Jespersen

2/4 Andrea Jensen & Peter Kristensen

3/8 Ole Konge Jensen & Helvig Christensen

5/16 Jens Odder Olesen & Kirsten Andersdatter

10/32 Anna Kirstine Jensdatter Oddershede & Ole Pedersen Konge

20/64 Anne Christensdatter & Jens Mortensens Oddershede

40/128 Helvig Pedersdatter & Christen Christensen

80/ 256 Anne Marie Hansdatter & 79/256 Jens Peter Nielsen

160/512 Maren Olufsdatter & 159/512 Hans Jensen

320/1024 Anna Jensdatter Wiberg & 319/1014 Oluf Sørensen. Oluf Sørensen's biografi.

640/2048 Anna Christoffersen & 639/2048 Jens Christensen Kaasøe

1279/4096 Christoffer Nielsen Lunov (ca. 1560-1640) & 1280/4096 Ane Jensdatter Grøn (1559-?)

2557/8192 Niels Jespersen Lunov (1498-1573) & Anna Eriksdatter Blik (1530–1593)

5114/16384 Maren Jensdatter Munk (1442-ca.1511) & Jesper Eriksen Lunov (1445-1498)

10228/32768 Anne Jensdatter Bagge Seefeld (1420-1467) & Jens Madsen Munk (1415-1501)

20456/65536 Birgitte Nielsdatter Banner (1417-1479) & Jens Mortensen Seefeld (1419-1500)

Posthumt portræt af

Johanne Andersdatter

(Sappi eller Panter)

40912/131072 Grevinde Johanne Andersdatter Panter (1395-1479) & Niels Eriksen Banner (ca. 1380-ca.1447). Johannes's biografi

81823/262144 Anders Nielsen Panter (ca. 1355-1406) & 81824/262144 Ide Lydersdatter Holck (1375- 1426)

163646/524288 Johanne Stenbrikke (?-Aft 1360) & Jon Nielsen Panter (1300- ?)

327291/1048576 Anders Albertsen Eberstein (1268-1289) & Mariane Pedersdatter Strangesen (1270- ?)

654581/2097152 Albert VI der Däne, Greve Eberstein, Af Rydhave (ca. 1253-1289) & Marianne Esbernsdr (ca.1255-?)

1309162/4194304 Adela Lambertsdatter Von Gleichen (ca. 1215–1254) & Otto af Eberstein (ca. 1225 – 1299) & Otto af Eberstein (ca. 1225-1299)

2618324/8388608 Sophie von Weimar-Orlamünde (1180-1244) & Lambert II Erwinson von Gleichen (1170- 1227)

5236648/16777216 Sophie Valdemarsdatter (1161-1208) & Siegfried III. von Weimar Orlamünde (1155-1206)

10473295/33554432 Valdemar The Great Knudsen Kong af Danmark (1131-1182) & Sophia Volodarsdatter av Minsk (1141-1198)

20946589/67108864 Saint Knud Ericsen Lavard (1096-1131) & Ingeborg Of Novgorod Or Kiev QUEEN OF (1099-1137)

Erik Ejegod

41893177/143217728 Erik Ejegod Estridsøn (1056-1103) & Drottning Bodil Thorgatsdatter af Danmark (ca.1056-1103)

83786353/268435456 King Svend II Estridsen of Denmark (ca. 1019-1076) & Rannveig Tordsdatter (1026-1070)

167572706/536870912 Princess Estrid Margarete Svendsdatter Denmark (ca. 0997-1074) & Jarl Ulf Thorgilsson (ca. 0988-1027)

335145411/1073741824 Svend I 'Tveskæg' Haraldsson Konge af Danmark ( 963-1014) & Świętosława Polska (0967-1014)

670290821/2147483648 Konungr Harald "Blåtand" Gormsson Af Danmark og Norge (906-0986) & Tove 'af Danmark' Mistivojsdatter (ca. 0936-1000)

1349581641/4294967296 Gorm 'den Gamle' Konge af Danmark (ca. 913-958) & Thyra 'Danebod' Dronning af Danmark (?-958)

Thyra Danebod

Note - Ahnesammenfald:

81823/262144 Anders Nielsen Panter (ca. 1355- 1406) & 81824/262144 Ide Lydersdatter Holck (1375- 1426) kan begge føres tilbage til 10473295/33554432 Valdemar The Great Knudsen Kong af Danmark (1131-1182) & Sophia Volodarsdatter av Minsk (1141-1198)

Note - Fjerne forfædre

FamilySearch tegner et slægtstræ, der går flere hundrede år tilbage og tæller navne som:

Erik Ejegod Estridsøn (1056-1103) Død: 10 Jul 1103 Battle of Baffa, Isle of Cyprus, far til
Saint Knud Ericsen Lavard (1096-1131), Død: 7 JAN 1131,Haraldsted Skov, og bedstefar til
Valdemar The Great Knudsen Kong af Danmark.(1131-1182) Død: 12 MAY 1182, Vordingborg

Konge af Danmark Erik IV Plovpenning "Ploughpenny" Valdemarsen (1216- 1250)

King Henry I of England (1068-1135) Død: 1 December 1135 Saint-Denis-en-Lyons.

Konungr Harald "Blåtand" Gormsson Af Danmark og Norge.(906-986). Død 1. nov. 986 Jellinge
Gorm 'den Gamle' Konge af Danmark (?-958), Jellinge
Thyra 'Danebod' Dronning af Danmark (?-958), Jellinge

Richard de Normandie II (963-1026). Død: 28 August 1026 Fécamp, Seine-Maritime,

Kettil King of Östergötland.(1010-?) Östergötland, Sweden

Sigramnus Comte d'Hesbaye (700-762). Død: about 0762 Hesbaye, Kingdom of Austrasia Frankish Empire.

Koenig Bjaed van Friesland (240-300), Død i Friesland, Netherlands

1443 – Herregården Nystrup plages af sandflugt

Nystrupgaard
Datering: 1880

Herregården Nystrup er kendt helt tilbage til 1443. Gården lå dengang langt mod vest, helt ude mod kysten, mener man. Siden blev den flyttet mindst tre gange mod øst, fordi sandflugten ødelagde jorderne.

Gården hørte ikke til blandt de største i Thy, men dog omfattede ejendommen anselige jordarealer.
I 250 år boede adelsfamilier på Nystrup. De var lavadel og har derfor ikke siden fået en stor rolle i historiebøgerne. Men i datidens Thy, hvor almindelige mennesker ofte kæmpede bravt for at få brød på bordet, tiltrak de rige familier sig nu alligevel stor opmærksomhed.

Overleveringer fra dengang fortæller, at adelen fra egnens herregårde, deriblandt Nystrup, til tider mødte op ved Vang Kirke med ikke færre end syv smukke kareter med endnu flere og lige så smukke fruer og frøkener i deres fineste stadstøj.

I næsten 300 år lå herregården Nystrup ved den vestlige ende af Ministervej. Her kan du stadig se tydelige rester af gårdanlægget. Herregårdens første ejer var Henrik Blik, som havde drabelige afhuggede enhjørninger i sit våben, og som sagdes at have lånt bispen af Børglum en del penge. Efter Bliks død mener man, at det var Jes Kalf – en af Børglumbispens lensmænd eller tjenere, som overtog Nystrup. Siden blev Kalf dræbt af herremanden af Aagårds mænd. Mændene flygtede til Norge for at undgå at blive retsforfulgt, og historien lyder, at danskerne gjorde sig lystige ved at fortælle historier om, at de havde dræbt en kalv i Danmark.

Nystrup, Vang Sogn.

Nystrupgaard 1948

En af Nordthys største og anseeligste Herregaarde i Middelalderen var Nystrup. Den gamle Adelsgaard fik samme Skæbne som Nebel Gods, Sandflugten ødelagde Jorderne og reducerede dem til usle Bøndergaarde.

Nystrup havde et Tilliggende paa ca. 1800 Tdr. Land, og Jorderne strakte sig Syd og Vest for Vandet Sø op til Klitmøller Skel og ud mod. Havet. Gaarden skal være flyttet flere Gange for Sandflugten, og oprindelig hed den Gammelstrup og laa helt ude mod Havet, siger de gamle Fortællinger.

Først vi hører om Gaarden, tilhører den Familien Blik, der i sit Vaaben førte en halv, sort, afhugget Enhjørning i Sølvfelt. Slægten Blik, der sikkert i et Par Aarhundreder havde resideret paa Nystrup, da vi møder den i Historieen ca. 1400, var en kendt og velhavende Adelsslægt. Henrik Blik nævnes 1429 og skriver sig endnu 1443 til Nystrup. Det Aar laaner han Børglumbispen 200 Mark, for hvilke han faar en Del Gaarde i Pant.

Derefter ser det ud til, at Gaarden et kort Aaremaal har været solgt eller forlenet bort, idet Jens Kalf af Nystrup nævnes 1463. Denne blev dræbt af Mourits Nielsens Svende fra Aagaard, og paa Stedet, hvor Drabet skete, blev der rejst et Trækors, som endnu skal have staaet der i Slutningen af det 18. Aarh. Stedet kaldes endnu Korsbaarer. Mourits Nielsen maatte i den Anledning møde i Thisted Kirke og indgaa Forlig og betale en Bøde til Kongen. Angaaende dette Drab kendes et Par Sagn, som endnu lever der paa Egnen.

Efter Drabet paa Jens Kalf har Slægten Blik atter Gaarden. 1478 nævnes Anders Blik, der var gift med Anne Kaas til Voergaard. De havde fire Sønner, en af disse, Mikkel, gjorde sig bekendt som Kriger, en anden af Sønnerne var Henrik, der overtog Nystrup, og efter ham Sønnen Erik Blik, der nævnes i Aarene 1525-50. Paa den Tid var Nystrup allerede meget medtaget af Sandflugten og rangerer mellem de mindre betydelige Herregaarde.

Erik Blik havde ingen Sønner, og Datteren Anne, der var gift med Niels Lunnov til Rudgaard, arvede Nystrup, og da hun 1573 blev Enke, skriver hun sig stadig til begge Gaarde.

Efter hende nævnes 1585 Sønnen Christoffer Lunov, der var indviklet i forskellige Retssager.

Han døde paa Nystrup 1640, og Gaarden gik til Ove Lunov, og fra 1652 sad hans Enke Christence Dyre paa Nystrup, der da endnu havde 20 Tdr. Hovedgaardstakst. En Søn var Soldat, og en Datter, Else, gift med Vil Orning, arvede Gaarden, men maatte 1687 afstaa den til Kronen for Skatterestancer. Paa Grund af øget Sandflugt, var Hartkornet da sat ned til 12 Tdr. Else Lunov var den sidste adelige Ejer at 'Nystrup.

Nystrup var nu i nogle Aar udlagt som Ryttergods, og i 1715 blev den ved Auktion solgt til Niels Jørgensen for 821 Rdlr. 1769 var Hartkornet dalet til 6 Tdr., men da laa det allermeste af Jorden under vild Sandflugt. Den sidste Ejer af Nystrup paa den gamle Plads, var Kristen Kristensen Nystrup, der overtog den efter sin Svigerfader. Til Gaarden hørte da stadigt det oprindelige Areal, hvoraf han 1900 solgte 1300 Tdr. Land til Staten, der her oprettede Nystrup Klitplantage. 1908 solgte han yderligere 400 Tdr. Land, der omfattede det Agerland, der de sidste Aarhundreder havde været drevet under Hovedgaarden, men det var nu stærkt overføget af Sand. Tilbage var nu et Hjørne mod Øst paa ca. 70 Tdr. Land, her byggedes et nyt Nystrup paa den lille Plet brugbare Jord, der var skaanet af Sandflugten.

Tomten Nystrupgaard
Se teksten gengivet i
dette opslag.

I en lysning ved Ministervej i Nystrup Plantage finder man tomten fra Nystrupgård. Tomten markerer gårdens placering fra ca. 1600 til 1910. Det var da en stor, firlænget gård med tilhørende smedje. Husenes konturer er markeret i terrænet. På tomten findes en tavle og fortællingen på denne tavle er gengivet i sin helhed i et særskilt kapitel i nærværende opslag

Endnu ser man Stedet, hvor det gamle Nystrup laa, Gaarden havde den mest storslaaede Udsigt, der kunde tænkes, over den afvekslende Egn. I Nærheden af Stedet var der nogle Lavninger, men om de er Rester af de oprindelige Forsvarsværker kendes ikke.

Længere mod Vest ligger Gammeltoft, hvor Gaarden tidligere skal have ligget. Goldschmidt fortæller fra sin Rejse i Thy, at to Aar før han var der, var Stedet afblæst for Sand, og man kunde da se Ruiner af den gamle Gaard.

Af Christoffer Lunovs Saga.

(Re.: ADELIGE EJERE AF ”NYSTRUP” Af HENRY E. PEDERSEN. Link)

Allerede før sin Moders Død har Christoffer Lunov overtaget begge Gaarde, og 1585 solgte han Halvparten af Rudgaard til Erik Lykke.

Christoffer Lunov har været en meget tvivlsom Person, hvis Rygte og Levned langt fra var en Adelsmand værdig. Allerede i sin Ungdom havde han begaaet et Vaadedrab, og i det hele har han sikkert været en Person, der søgte at berige sig paa enhver tænkelig Maade.

Da Erik Lykke dør og dennes Enke Margrethe Gøye til Trudsholm saaledes bliver Medejer af Rudgaard, sælger han sin Halvpart til hende, uden at han dog vil give hende Skøde, og efter at der havde været en aarelang Trætte mellem dem, ser hun sig nødsaget til at anlægge Sag mod Christoffer Lunov i 1608,

”fordi han ikke, som han havde belovet, havde villet give hende skøde paa halvparten af Rudgaard, som hun havde afkøbt ham, da han for hans store uskikkeligheds skyld, som han havde bedrevet imod hende, og for fred og ros skyld havde været nødtrængt til at købe ham ud af fællesskabet og give ham 8000 enkende daler for hans halfpart, skønt Gaardens og dens tilliggende ikke kan være halfparten de penge yærd i det dyreste”.

Margrethe Gøye faar Medhold i Dommen, og Christoffer Lunov maa derefter fortrække fra Rudgaard.

Aaret efter at denne Dom var faldet, var Christoffer Lunov i Vinden igen. Ugift, som han var hele sit Liv, har han ført et forargeligt Levned, og han anklages denne Gang for at have bortført en anden Mands Kone. Det hedder i et Brev:

”Jens Grøn i Veedt (Vedø) i Hald Herred i Kallø Len, klager over, at en Adelsperson, ved Navn Christoffer Lunov, for nogle Aar siden voldelig har frataget ham hans Hustru, bortført hende og siden ligget i et løsagtigt og ukristeligt Levned med hende”.

Antageligt har det været med denne Kvinde, han havde Datteren 640/2048 Anna Christoffersdatter, der blev gift med Præsten i Vang, 639/2048 Hr. Jens Christensen. Denne Datter gav Christoffer Lunov 1618 sin Gaard ”Elstedgaard” i Hassing Herred.

Hvorvidt der i det hele taget blev noget Resultat ud af Undersøgelserne mod Christoffer Lunov for hans ryggesløse Levned, er meget tvivlsom.

1623 udstedes der atter Befaling til at rejse Sag mod ham, fordi ”han havde levet sammen og avlet Børn med en anden Mands Ægtekvinde”.

Antageligt har Christoffer Lunov ved Penges Hjælp forstaaet at unddrage sig Følgerne af sine Gerninger, og han døde paa ”Nystrup” Natten mellem den 7. og 8. Marts 1640 i Nærværelse af sin uægte Datter, der siden af Broderen Erik og hans Medarvinger mistænktes for at have besveget Boet..

Efterslægten

Lidt om Christoffer Lunovs efterslægt Af TORSTEN BALLE

(Der er knyttet ahnebrøker til de af Christoffer Lunov's efterkommere nævnt i det følgende og som er en del af ovennævnte "Efterkommere i lige linje til Ole Henry Kristensen")

På det høje bakkedrag syd for Vandet sø lå den gamle herregård Nystrup. Endnu omkring 1900 lå den der som bondegård. Før skoven voksede op omkring den, kunne man se den vidt omkring, og dens høje lade brugte fiskerne som sømærke. Den lå ensomt i den vilde natur som en ørnerede med udsigt over vildmarken vestfor og helt nordpå til Hansted, over søen, Klitmøllerbugten og havet langt, langt ud.

Der havde den ikke ligget altid. Markbogen for Vang sogn fortæller, at i forrige tider er samme gård af overhånd af samme sandflugt henflyttet og opbygget der, den nu findes, af hans velbyrdighed Christoffer Lunov i hans tid. Hvor den lå før, ved vi nu ikke, men det sted, Christoffer Lunov valgte at bygge den nye gård på, var nok et sted, der passede den gamle ørn.

Her skal alle hans meriter ikke fortælles, egentlig kun én af dem. Den fik til gengæld mange følger.

1609 klagede Jens Grøn i Vedø i Sønderhald herred til kongen, fordi en adelsperson ved navn Christoffer Lunov for nogle år siden med vold har taget hans hustru fra ham, bortført hende og siden ligget i et løsagtigt og ukristeligt levned med hende1). Han bad nu kongen om at hjælpe sig til rette (temmelig sent, synes man). Kongen, Christian den 4., der siden ikke havde meget at lade Christoffer Lunov høre i det stykke, var ikke til sinds at lade det passere ustraffet, og han gav lensmanden Johan Rud ordre til at rejse sag mod Christoffer Lunov for hans bedrift og sende dommen til kancelliet, så kongen derefter kunne bestemme, hvordan han ville have procederet med ham.

Hvad der blev gjort, og om der i det hele taget blev gjort noget, ved vi ikke, men det ser ud til, at Christoffer Lunov bare fortsatte sit uægteskabelige samliv. Fjorten år efter skrev kongen til Oluf Parsberg, der da var lensmand, om sagen2). Han havde bragt i erfaring, at Christoffer Lunov til Nystrup i langsommelig tid havde beholdt en ægtemands kvinde hos sig, ligget i et forargerligt levned med hende og avlet børn med hende. Lensmanden skulle nu samle nøjagtige vidnesbyrd i sagen, så Christoffer Lunov kunne overbevises om sin forseelse, og han skulle derefter indstævne ham for kongen og Danmarks Riges Råd til den første almindelige herredag.

Det var 1623. Men da var kongen allerede stærkt optaget af den voldsomme religionskrig, der rasede i Tyskland, og som kom til at vare i tredive år. Han begyndte at træffe forberedelser til at gribe ind for at hjælpe sine trosfæller, de lutherske fyrster, og selv om han overkom utrolig meget, er det tvivlsomt, om han og lensmanden fik tid til at gøre noget ved den noget spegede sag mod Christoffer Lunov - hverken det år eller senere, for et par år efter begyndte kongen krigen. Så fulgte hans nederlag, og kejserens tropper besatte Jylland indtil 1629.

Vi ved ikke, hvor Christoffer Lunov var under krigen. Måske nåede fjenden ikke ud til det ensomme Nystrup, måske var han i Norge, hvor han havde en søster, Maren Lunov, der var gift med Mads Iversen Badskær.

1 Kancelliets brevbøger, 1609, 9. maj.
2 Som note 1, 1623, 22. august.

Han må have været noget oppe i årene dengang, men han levede til 1640, da han døde på Nystrup natten mellem 7. og 8. marts3). Da han mærkede, at hans liv snart havde ende, sendte han bud efter 640/2048 Anna Christoffersdatter, der var gift med præsten i Vang, 639/2048 hr. Jens Christensen, og Jørgen Nielsen Holst på Store Djernæs. De kom, men hvad der foregik mellem dem og den gamle adelsmand, kan vi kun gætte os til.

Efter hans død skulle hans retmæssige arvinger, adelige slægtninge, underrettes. Hans egne børn havde ingen ret til arv, da de var avlet udenfor ægteskab, oven i købet med en anden mands kone. Christoffer Lunov må have været ret velhavende, så hans arvinger kunne nok vente sig en rig høst. De kom også snart til Nystrup, men der var ikke noget at hente!

Naturligvis fik de mistanke til, at hans egne børn kunne have fået penge og værdigenstande, og da de fik at vide, hvem der havde været på Nystrup den nat, han døde, rejste de sag mod dem og påstod, at de havde plyndret boet4). Det fik de ikke noget ud af. Ingen havde set noget, og ingen vidste noget. De måtte nøjes med den sandflugtshærgede gård og den smule bøndergods, der hørte til.

----------------

Christoffer Lunov's datter - Anna - Ane Førgaard’s tip⁸oldemor.

Men hvor var Christoffer Lunovs børn, og hvem var de? De står jo ikke i adelsårbøgerne, og vi ved ikke engang, hvor mange der var. Der er dog ingen tvivl om, at den 640/2048 Anna Christoffersdatter, der blev kaldt til hans dødsleje, var hans datter. Hun var gift med 639/2048 hr. Jens Christensen i Vang, og der har nok været nogle, der var forarget over, at præsten giftede sig med en ”horeunge”, for 1624 fik biskoppen i Ålborg brev fra kancelliet om sagen5). Præsten havde klaget til kongen over, at han i rum tid var blevet hindret i at indgå ægteskab med sin trolovede fæstemø, og nu havde kongen bevilget, at han måtte gifte sig med hende, når det ellers gik til efter kirkeordinansen. Biskoppen måtte derfor ikke gøre dem nogen hindring deri.

De er da sikkert blevet gift kort efter, men det skete, før kirkebøgerne begynder, så vi kan ikke få nogen fortegnelse over deres børn fra dem. Der er dog en anden kilde, som kunne tænkes at give oplysninger, nemlig tingbøgerne. Desværre er tingbøgerne for Hundborg herred først bevaret fra 1666, men i tingbogen for det år er der heldigvis et par sager, der angår præstens børn6).

Den vigtigste er en sag, som 319/1024 Oluf Sørensen i Vangsgård rejste mod hr. Jens Christensens søn, Christen Jensen i Vang præstegård, og mod præstens enke, hans anden kone, Gertrud Villadsdatter, som var datter af hr. Villads Simonsen, sognepræst i Sjørring. Da 639/2048 hr. Jens Christensen døde 1665, havde de to holdt skifte efter ham og delt boet mellem sig, men 319/1024 Oluf Sørensen protesterede, fordi hans kone, 320/1024 Anne Jensdatter, var datter af præsten. De to tiltalte havde derfor ikke haft ret til at udelukke hende fra skiftet og arven efter hendes fader.

3 Landstingsdombog 1640 A, fol. 159 og 251.

4 Samme sted som note 3.

5 Kancelliets brevbøger, 1624, 14. maj.

6 Hundborg herreds tingbog 1666, TBA.

Måske har de tilladt sig at rejse tvivl om lovligheden af hans ægteskab og dermed om hans ret til at optræde på hendes vegne. I hvert fald fremlagde han for retten en attest fra Niels Tomsen på gården Duenæs i Odernæs sogn i Norge af 7. maj 1645, hvori han bevidnede, at 319/1024 Oluf Sørensen og 320/1024 Anne Jensdatter havde været der på gården siden 31. juli 1644, og at de havde holdt deres bryllup 20. oktober samme år på Duenæs. De havde forholdt sig ærlig og vel, og han takker dem for god omgængelse og for husleje. Han fremviste også et sendebrev af 4. maj 1645 fra sognepræsten på Odernæs, Anders Nielsen, der attesterede, at de var kommet til ham i denne besværlige tid med en skrivelse om deres levneds ærlige og kristelige fremgang, og da de med to vederhæftige mænd havde begæret ægteskab, havde han trolovet dem og viet dem og siden absolveret dem 4. maj. (De var altså ”kommet for tidligt”, som det hed).

Det var naturligt, at de var i Norge ”i denne besværlige tid”. I forbindelse med Trediveårskrigen var Danmark kommet i krig med Sverige 1643, og Jylland blev besat af svenske tropper. Mange folk flygtede til Norge, og blandt disse flygtninge var altså også 319/1024 Oluf Sørensen og 320/1024 Anne Jensdatter. 319/1024 Oluf Sørensen må også have haft forbindelser i Norge. Han og hans broder Søren Sørensen havde en skude på 6½ læster og 4 tønder. Fra 1640 til 1643 er der opført afgifter af skuder i lensregnskaberne, og i de år er de to brødres skude opført. De var landet ”for Vang”, altså nok der, hvor fiskerlejet Vangså senere opstod. Andre skuder landede vist også der. 1629 nævner lensregnskabet told af en nordbaggeskude, der var kommet ind ved Vang oedt, måske en nu forsvundet odde ved landingspladsen.

------------------

319/1024 Oluf Sørensen krævede så sin kones retmæssige arv, 1/4 af den halvdel af boet, der tilkom børnene. Da sønnen, Christen Jensen, skulle have en broderlod, må han have haft en søster til, og en sag mellem den rige Poul Salmandsen i Vester Vandet mod 639/2048 hr. Jens Christensens arvinger viser, at hun var gift med Jens Christensen Østergård i Thisted. Thisted kirkebog oplyser, at hun hed Ellen Jensdatter, og at hun døde 1661 efter at have født en søn, Niels. Da tingbogen nævner Jens Østergårds børn som arvinger, må der have været flere, men de er ikke fundet i Thisted kirkebog. Måske er de født i et andet sogn. I tingbogen er skriveren kommet til at skrive Jens Østergård af Silstrup. Fejltagelsen er straks blevet rettet, men da sagen er grundet på en gæld, som 640/2048 Anne Christoffersdatter, præstens første hustru, havde pådraget sig, og som blev krævet ved skiftet efter hende 1655 og indført i skiftebrevet, er det muligt, at der i dette skiftebrev, som var fremlagt i retten 1666, har stået Jens Christensen Østergård af Silstrup. Om hans børn ved vi foreløbig ikke mere, men dette skifte viser, at både Christen Jensen, 320/1024 Anne Jensdatter og Ellen Jensdatter var 640/2048 Anne Christoffersdatters børn.

Christen Jensen boede i 1666 i Vang præstegård, som han vel har drevet, mens faderen levede. Den nye præst, Christen Jensen Kobberø, lod afholde syn over præstegårdens avlsbygninger, og stævnede Christen Jensen og Gertrud Villadsdatter til at høre tingsvidnet, så Christen Jensen har nok måttet flytte. Hvad der blev af ham, ved vi ikke.

Derimod kender vi en del til 319/1024 Oluf Sørensens og 320/1024 Anne Jensdatters efterkommere. 319/1024 Oluf Sørensen havde 1648 fæstet Krogsgård i Vang af sin svigerfader. Fæstebrevet, der er indført i tingbogen 1666, var også underskrevet af Ove Lunov til Nystrup, så noget fjendskab har der nok ikke været mere mellem de to grene af Lunovslægten. Gården hørte til præstegodset i Vang7), og hr. Jens Christensen undte sin svigersøn den uden landgilde eller afgifter, så længe præsten levede. Da han var død, opsagde 319/1024 Oluf Sørensen fæstemålet, og kort efter havde folk set, at han og hans døtre Agnete, Anne og Berete havde fjernet nogle sengedøre og brudt noget panel ud. Der blev rejst sag imod ham, men der kom ikke noget ud af den. Det blev oplyst, at 319/1024 Oluf Sørensen havde bragt sengedørene tilbage igen, og man fandt, at så længe han endnu var fæster, havde han indtil fardag lov til at bære ud og bære ind, som det passede ham. Men vi fik dog navnene på tre af hans børn. Hvad der blev af dem, ved vi ikke endnu.

Sagen om 320/1024 Anne Jensdatters arv nåede omsider frem til dommerens kendelse. Christen Jensen og Gertrud Villadsdatter mente, at når 319/1024 Oluf Sørensen havde nydt Krogsgård i så mange år uden afgifter, havde hans kone fået arv nok, men 319/1024 Oluf Sørensen hævdede, at det kom ikke arven ved. Dommeren, Lauge Olufsen i Harring, fældede da den vise dom, at 319/1024 Oluf Sørensen skulle gøre regnskab for brugen af Krogsgård, men til gengæld skulle hans kone indsættes som arving i boet.

319/1024 Oluf Sørensen havde flere børn end de tre døtre, men det er ikke sikkert, vi kender dem alle endnu. Mest ved vi om en søn, Jens Olufsen Wang8). Han var født 1660 i Vangsgård, som faderen havde fæstet 1660 efter broderen Søren Sørensen, der var død9). Han kom på latinskolen i Thisted, hvorfra han blev student 1679, 19 år gammel10). Det var noget sent, men det har nok ikke været begavelsen, der var noget i vejen med, for han tog teologisk embedseksamen kun tre år efter11). Måske var grunden tragiske forhold derhjemme, for der må være sket noget med hans fader. 1664 havde han foruden Vangsgård og Krogsgård endnu en gård i Vang12), så han havde næsten 20 td. hartkorn i brug, men 1683 sad den blinde 319/1024 Oluf Sørensen i et ensomt, jordløst hus ved havet og havde ikke andet at leve af, end hvad Gud og godtfolk gav ham13).

Hvordan og hvornår han er blevet ruineret, ved vi ikke, men også for drengen har det været en katastrofe. Nogen må da have taget sig af ham og holdt ham til bogen, men hvem det var, ved vi ikke. Herredstingbogen oplyser 15. juli 1667, at 319/1024 Oluf Sørensens fader hed Søren Sørensen Boy og boede i Vang. Andre, der hed Boy, var også knyttet til skudehandelen, og de var rige folk. Søren Sørensen kaldes da også sandemand14), en stilling, der i regelen var betroet velstillede, fordi en sandemand skulle være vederhæftig, d. v. s. være i stand til at betale erstatning, hvis han havde begået fejl i sin stilling. Måske er det da nogle af Boyslægten, der har hjulpet den fattige dreng.

7 Præsteindberetning 1690.

8 C. Klitgaard: Vendsysselske Præstefamilier.

9 Ørum lensregnskab. TBA.

10 Universitetsmatrikelen.

11 Wibergs præstehistorie.

12 Matrikel 1664, TBA.

13 Markbog for Vang 1683, TBA.

14 Ørum lens jordebøger.

Allerede 1686 blev Jens Olufsen Wang sognepræst i Flade, Gærum og Fladstrand, det senere Frederikshavn, kun 26 år gammel. Han blev provst 1699 og tog magistergraden 1700. Året efter, at han var kommet til embedet, blev han gift med en præsteenke, Anne Pedersdatter Hemmet, der var 18 år ældre end ham og havde 10 børn, men var hovedrig og ejede meget gods rundt om i Vendsyssel15). Han sad da som en rig provst og magister i det gode præstekald og havde evne til at hjælpe sin familie derhjemme. Han har måske også nået at lette kårene for sin gamle, fattige, blinde fader, der først døde 1693.

Huset ved havet blev overtaget af 160/512 Maren Olufsdatter, sikkert 319/1024 Oluf Sørensens datter, og hendes mand, 159/512 Hans Jensen, som hun blev gift med 1695 i Vang. Huset tilhørte Kronen, så det var amtsforvalteren, der udstedte fæstebrevet til 159/512 Hans Jensen 1698 16). I det står der, at 159/512 Hans Jensen var født i Vrejlev i Vendsyssel, og man undrer sig over, at en ung mand så langt borte fra kunne finde ned til det ensomme hus. Men en af Jens Olufsens steddøtre var blevet gift med sognepræsten i Vrejlev, hr. Christen Pedersen Spliid17), og det er måske forklaringen.

Hans Olufsen og 160/512 Maren Olufsdatter blev boende i huset ved havet, men 1703 blev der holdt auktion over det. Kronen var ikke interesseret i sådanne afsides småejendomme og ville gerne af med dem. På den tid var herremanden på Råstrup blevet ejer af det tidligere krongods i Vang, det der havde hørt under Ørum len, og det var det meste af Vang by. Det kunne tænkes, at han også var interesseret i huset ved havet. Der lå jo en strand nedenfor, og det skete, at skibe strandede, og at vraggods drev ind. Ganske vist havde Kronen ved auktionen forbeholdt sig forstrandsrettighederne, men det var vanskeligt at føre kontrol med, hvad der drev i land. Det blev imidlertid hverken herremanden på Råstrup eller nogen anden godssamler, der fik huset. Amtsregnskabet 1703 oplyser, at hr. Jens Olufsen i Fladstrand havde købt Bavnhuset for 101 rdl. og jordebogsregnskabet 1698 siger, at huset var bygget i krigens tid af 319/1024 Oluf Sørensen, og at de, der tog vare på havnen, havde deres tilhold der. Skødet blev udstedt 170318). 101 rdl. var en forbavsende høj pris for det jordløse hus. Huse med jord i de gode landsbyer i Ty blev på samme tid solgt for 10-15 rdl. og gårde for 80. Måske var det et særlig stort og velbygget hus (et skudehandlerhus?), men det kan også være, at andre har budt højt på auktionen. Jens Olufsen Wang var dog tilsyneladende villig til at give, næsten hvad det skulle være, for at sikre sin faders sidste hjem for familien, og han var rigere end mange herremænd.

159/512 Hans Jensen ved havet, som han kaldes, og 160/512 Maren Olufsdatter kunne så sidde trygt i huset, og de blev der til deres død. I hjemmet voksede elleve børn op. Mindst to af dem kom til at studere, og vi aner igen morbroderens hjælpende hånd, især da de begge begyndte deres præstegerning som kapellaner hos ham. Han har vel husket på sin egen fattige ungdom. Oluf Hansen Wang blev sognepræst på Nordstrømø på Færøerne19), et godt sted for en, der var vokset op ved havet. Han blev gift med Anna Spliid, datter af hr. Christen Spliid i Vrejlev, faderens hjemsogn, og en af hans morbroders steddøtre, og hans efterslægt blev på Færøerne, hvor mange nulevende stammer fra ham. Thomas Hansen Wang blev sognepræst i Nustrup i Sønderjylland og efterlod sig også slægt20).

15 C. Klitgaard: Vendsysselske Præstefamilier.

16 Amtsregnskaber, TBA.

17 C. Klitgaard: Vendsysselske Præstefamilier.

18 Kronens Skøder.

Kun en af deres søskende blev, så vidt vi ved, på egnen, nemlig den ældste, 80/256 Anne Hansdatter, født 1695. Hun blev gift i Vang 1721 med 79/256 Peder Nielsen, og de kom også til at bo ved havet, hvor alle huse fra Vang klit efterhånden blev samlet til det lille fiskerleje, der snart kaldtes Vangså, og der bredte deres slægt sig. En af deres døtre blev gift til Vorupør, en anden til Stenbjerg, men to sønner og en datter blev i Vangså, og fra dem stammer mange i de gamle Vangsåfamilier: Odder, Trab, Nystrup og andre21), og de stammer altså også fra Christoffer Lunov.

[Den ene af nævnte døtre af Anne Hansdatter er 40/128 Helvig Pedersdatter, Andrea's tiptipoldemor]

----------------

Christoffer Lunov's datter - Anne.

Men Christoffer Lunov havde andre børn end denne 640/2048 Anna Christoffersdatter, der var gift med præsten i Vang. Hvor mange ved vi ikke, og kun ad omveje kan vi nå til velunderbyggede formodninger.

Da Christoffer Lunov lå for døden, blev der også sendt bud efter Jørgen Nielsen i Store Djernæs, men hvorfor? Hvem var han? I regelen kaldes han blot Jørgen Nielsen, men nogle gange Jørgen Nielsen Holst, og da han fæstede de to tredjedele af Store Djernæs 1634 af Kronen, nævnes det, at han var født på Kovstrup22). Der boede som forpagter Niels Jørgensen (Holst), søn af Jørgen Holst den ældre på Store Djernæs, der levede sidst i 1500-erne23). Niels Jørgensens kone hed - Anne Christoffersdatter. I skattelister kaldes hun tit Offersdatter, og hun betalte skat som ejer af bondeskyld24), så hvis hun var datter af Christoffer Lunov, og det tyder flere ting på, var det nok hende, der 1618 fik Elstedgård af ham, og ikke den 640/2048 Anne Christoffersdatter, der var gift med præsten i Vang. Hun synes at have været for ung. På deres gravsten i Sønderhå kirke står der, at Niels Jørgensen døde 1621 og Anne Christoffersdatter 1640, 56 år. De havde været gift i 14 år og havde fem sønner og en datter.

[Hos GENi står om Anna Christoffersdatter, til Elstedgaard, at Christoffer Lunov

gav 1618 sin uægte Datter Anne Christoffersdatter, der ægtede Præsten i Vang Hr. Jens Christensen,
sin Gaard Elstedgaard i Hassing Herred, Snedsted Sogn

Der benyttes begge skrivemåder Anne/Anna]

Af børnene kender vi med sikkerhed tre sønner, nemlig foruden Jørgen Nielsen Holst i Store Djernæs, Christen Nielsen Holst og Poul Nielsen Holst.

Jørgen Nielsen Holst boede på Store Djernæs til sin død 1690. Han fæstede resten af gården 1641 efter Anne Bodsdatter, altså året efter Christoffer Lunovs død. Hvad hans kone hed, ved vi ikke, men han havde to sønner, Christoffer Jørgensen og Niels Jørgensen.

Christoffer Jørgensen var måske opkaldt efter Christoffer Lunov. Både han og hans kone, Kirsten Hansdatter, døde 1695 og blev begravet samme dag. De boede på Store Djernæs, men efter deres død kom deres tre umyndige børn straks hjemmefra. Jørgen Christoffersen var 1702 hos sin fætter, herredsfoged Willads Poulsen på Kovstrup, men døde og blev begravet 1705 hos sine forældre i Tvorup. Farbroderen Niels Jørgensen blev værge for Anne Christoffersdatter, og Jørgen Jensen Glerup på Sebberkloster for Margrete Christoffersdatter25). Pigernes videre skæbne kender vi ikke.

19 Festskrift til Carl Klitgaard.

20 Otto Ahrendt: Gejstligheden i Slesvig-Holsten.

21 Kirkebog og folkerællinger, TBA.

22 Ørum lensregnskaber, TBA.

23 Som note 22 + jordebøger.

24 Ørum lens skattemandtal, TBA.

Der var imidlertid sket noget med Nystrup. Det gik jævnt og støt tilbage for de adelige ejere. Ove Lunovs enke, Christence Dyre, måtte af og til sælge en af de få gårde, der endnu hørte til, og endda gøre gæld, og nogle gårde blev udlagt til kreditorer for gæld og renter. Der skulle betales skatter og større og større afdrag og renter. 1664 blev gården ansat til 20 td. hartkorn, men det var alt for meget, så hartkornet blev snart sat ned til 12 td.26). Det forslog ikke, og Christence Dyres svigersøn, Wil Orning, der fik gården, kunne hverken betale gæld eller skatter. 1687 overtog Kronen så gården for skatterestancer ligesom mange andre små og større herregårde. Gården, der i matrikelen 1688 kun blev sat til godt 6 td. hartkorn. var fra nu af kun en bondegård, og den blev indlemmet i det ryttergods, der blev oprettet i Ty og på Mors. Den skulle nu fæstes bort, og den første fæster var - Niels Jørgensen, søn af Jørgen Nielsen Holst på Store Djernæs! Mon Jørgen Holst den nat, da han stod ved Christoffer Lunovs dødsleje, har drømt om, at hans søn skulle komme til at overtage gården. Måske! men han oplevede ikke at se sin søn som ejer. Det blev han.

Kronen opgav ryttergodset her, og det blev solgt ved auktioner 1716-1718. Mange herremænd fik travlt med at købe gårde og lægge dem til deres godser, men Niels Jørgensen købte Nystrup for 816 rdl. og betalte halvdelen straks, så han må have haft penge.

1720 døde Niels Jørgensen, 79 år gammel. Han kone, Dorte Tomasdatter Vinter, som han blev viet til i Stagstrup 1692, var død året før. Hun var da 80 år, og hun må så være født omkring 1640 og være godt 50 år ved vielsen. Niels Jørgensens eneste kendte barn, sønnen Peder Nielsen Nystrup, var født ca. 1678, så Niels Jørgensen må have været gift før og har sikkert boet et andet sted, måske i nærheden af Stagstrup.

Det kunne næsten se ud til, at slægten skulle dø ud, men den blomstrede igen op. Peder Nielsen Nystrup blev gift 1711, også i Stagstrup, med en pige fra Vestergård i Sundby, Kirsten Nielsdatter. De fik ti børn, men de seks sidste døde som små. De andre blev på egnen. Dorte Pedersdatter Nystrup, født 1715, blev gift i Vang 1740 med Poul Christensen i Vangså og efter hans død med Mikkel Olufsen. Anne Pedersdatter Nystrup, født 1718, blev gift 1739 i Vang med Peder Nielsen Tanderup fra Kovstrup Mølle, som slog sig ned i Vang, og de fik efterkommere der. En søn, Jens Tanderup, boede på Koldbygård. Peder Nystrups søn Niels Pedersen Nystrup, født 1721, overtog Nystrup og blev gift 1752 med Maren Pedersdatter fra Vang. De fik tre børn, men kun to af dem, Karen og Peder, blev voksne.

Karen Nielsdatter Nystrup, født 1753, blev gift i Vang med Niels Sørensen Elkjær, søn af Søren Christensen Elkjær og den bekendte Mads Lauritsen Badskærs datter Birte. Niels Elkjær virkede også som badskær og boede i Skårup i Sjørring sogn.

25 Skifte efter Willads Poulsen 1704, amtsskifte.

26 Matrikel 1664, TBA.

Peder Nielsen Nystrup, født 1758, fik ikke Nystrup. Hans moder døde 1761, og faderen giftede sig året efter med Mette Poulsdatter, der var enke efter Jesper Christensen i Lille Djernæs. Hendes børn flyttede med til Nystrup, og det blev hendes søn, Poul Jespersen, født 1755, der fik Nystrup. Dermed gik den gamle gård ud af slægten, og siden blev der en vis bitterhed tilbage hos Peder Nielsen Nystrups efterkommere. Indtil vore dage kunne de fortælle om, at han blev jaget bort fra Nystrup uden arv, men måske hænger det sådan sammen, at stedmoderen var kommet til gården med en god slump penge, og at hendes søn så var den eneste, der kunne overtage gården og svare hver sit.

Peder Nielsen Nystrup blev først gift 1797, 39 år gammel. Hans kone Voldborg Christensdatter Hove var fra Vang og 17 år yngre end ham. De kom også til Vangså, hvor der endnu er efterslægt.

Det kan se fattigt ud, at så mange af slægten kom til Vangså, men det var nu ikke så fattigt derude, som man skulle tro. Af skifter kan man se, at der var store huse og indbo og klæder, der ikke stod tilbage for, hvad der var i gårdene. Men Vangså var heller ikke bare et fiskerleje. Store strækninger af klit og sletter hørte til husene, og i markbogen 1683 kan vi se, at der var lige så store besætninger som i gårdene i Vang.

To døtre af Poul Jespersen i Nystrup kom for øvrigt også til Vangså, og de fik begge to en søn, der kom til at hedde Poul Nystrup. Den enes mand, Christen Jensen Odder, boede i Bavnhuset og stammede fra 319/1024 Oluf Sørensen og dermed fra Christoffer Lunov. Slægtsnavnet Nystrup er altså kommet til Vangså ad flere veje, og det kan være vanskeligt at finde rede i, hvem de, der bærer navnet endnu, stammer fra.

-------------

Vi vender nu tilbage til Niels Jørgensen på Kovstrup og Anne Christoffersdatter. De havde foruden Jørgen Nielsen Holst endnu to sønner, som vi kender. Christen Nielsen Holst, også kaldet Kovstrup, var en tid forpagter på Bustrup i Salling, hvor hans første kone, Karen Lauritsdatter, døde 1655. Derefter blev han gift med Else Hansdatter, datter af præsten Hans Olufsen i Ribe og søster til 80/256 Anne Hansdatter, gift med Anders Nielsen Heeboe, sognepræst i Thisted. Han blev siden forpagter på Tanderup og provstiskriver for Tyholms provsti, og han ejede en del gods på egnen27). På hans gravsten i Bedsted kirke står der, at han døde på Tanderup 1669, 54 år. Så vidt vi ved, havde han kun et barn, datteren Karen Christensdatter Holst, der blev gift med amtsforvalter Jens Hansen i Thisted. Om deres efterkommere har Hans. Støvring-Nielsen skrevet i årbog 1959.

En anden søn af Niels Jørgensen var Poul Nielsen Holst, der en tid var forpagter på Kovstrup28). Han var gift med Elisabet Andersdatter og havde flere børn. Christen Poulsen Holst var gift med Else Andersdatter Heeboe, datter af sognepræsten i Thisted, Anders Heeboe. 1683 var han forpagter på Tanderup og betalte da afgift til amtstuen af sin studehandel. I nogle år før 1689 var han herredsfoged i Hassing-Refs herreder, men flyttede så til Salling, hvor han blev forpagter af Estvadgård. Han vendte dog tilbage til Ty og blev forvalter på Ulstrup, hvor han døde 170229). To sønner blev studenter 1714, Anders Heeboe Holst, der blev sognepræst i Brorstrup30), og Poul Christian Holst, der blev baccalaureus 1716, men som vi ellers ikke ved noget om.

27 Samme som 26.

28 Ørum lens skattemandtal, TBA.

Efter Christen Poulsen Holst blev broderen Willads Poulsen Holst 1689 herredsfoged. Han var forpagter på Kovstrup og gift med Anne Christendatter, søster til Laurits Christensen på Kongstedlund. 1704 døde han31), og enken blev gift med Søren Holgersen Schandorph, søn af sognepræst Holger Schandorph i Snedsted. En datter, Helle Willadsdatter Holst, blev gift med Mads Mikkelsen Hassing, sognepræst i Flade, og sønnen Christen Willadsen Holst blev student fra Thisted skole, men var død før 172032), da hans enke Marie Tomasdatter boede i Karby med sine børn Willads og Anne. En døvstum datter, Zille Willadsdatter, døde 1720.

Willads Poulsen havde en søster, Anne Poulsdatter Holst, gift med Laurits Pedersen Morsing i Thisted33). Af deres børn skal nævnes Poul Lauritsen Morsing, der 1720 boede på Bajlumgård i Salling. Hans søn, Christen Poulsen Holst blev sognepræst i Oddense-Otting34).

En tredje søn af Poul Nielsen Holst, Christen Poulsen Holst den yngre, nævnes i skiftet efter Willads Holst 1704. Da boede han i Thisted, og måske er det ham, der omkring 1683 var amtsforvalterens fuldmægtig35) og da kaldes Christen Poulsen Kovstrup.

Christoffer Lunov's datter -Maren.

En tredje datter af Christoffer Lunov var sikkert Maren Christoffersdatter, gift med Rasmus Pedersen Brock, der en tid var forpagter på Råstrup, og siden blev byfoged i Thisted36). Han blev afsat 1638, men 1660 fik han dog embedet igen37). Om han havde det til sin død 1669, ved vi ikke. Hans kone, der ligesom Anne Christoffersdatter på Kovstrup tit kaldes Offersdatter, døde 1665. De havde kun et barn, Kirsten Rasmusdatter Brock, der 1650 blev gift med købmand Niels Justsen på Bjerget i Thisted, der tilhørte en af byens rigeste slægter og var broder til Kirsten Justdatter, Anne Søes moder. Han døde ung 1660 og efterlod sig to sønner, Christoffer Nielsen, der blev byskriver i Thisted, og Just Nielsen Gerade, siden sognepræst på Jegind. Året efter begik Kirsten Rasmusdatter den fejl at gifte sig med Peder Andersen Schierbeck, der da var underskriver på Vestervig Kloster38), en tvivlsom person, der bragte hende i nød og fattigdom. Men til deres søn Peder, født 1666, var de før omtalte brødre, Christen Nielsen Holst på Tanderup og Jørgen Nielsen Holst på Store Djernæs faddere, og det tyder på, at deres moder, Anne Christoffersdatter på Kovstrup, var søster til Maren Christoffersdatter.

29 Skifte 1702, amtsskifte.

30 Wibergs præstehistorie.

31 Amtsskifte 1704.

32 Amtsskifte 1720 efter Zille Willadsdatter.

33 Amtsskifte 1702 efter Chr. Poulsen Holst.

34 P. Filtenborg: Sejer Olufsen Leth, s. 104.

35 Amtsregnskaber og tingbøger, TBA.

36 Thisted tingbog 1638, TBA.

37 Thisted byfogedregnskab 1660.

38 Thisted konsumtionsprotokol 1660.

Byskriver Christoffer Nielsen, af de ”besatte” kaldet Offer39) gift første gang med Appelone Christensdatter, anden gang med Margrete Madsdatter Schytte. I første ægteskab havde han 1683 sønnen Christian, der underskrev et dokument, indført i Thisted tingbog 5. september 1705, med navnet Christian Christoffersen Lunov. Hans halvbroder Laurits, født 1686, underskrev et andet dokument, indført i tingbogen 10. juli 1706, Laurits Christoffersen Lunov. Han tog baccalaurgraden 1712 og kaldes da i universitetsmatrikelen Laurentius Christophori Lunow. Da de var halvbrødre, må de have taget navnet efter faderens slægt, og det gør det overvejende sandsynligt, at hans mormor, Maren Christoffersdatter, var datter af Christoffer Lunov til Nystrup.

Christoffer Nielsen, der døde 1702, kaldes aldrig Lunov - i hvert fald ikke officielt. Måske har folk endnu sidst i 1600-erne vidst for god besked om hans afstamning. Efter 1700 var den gamle herremands bedrifter nok til dels glemt, så hans efterkommere ikke behøvede at skamme sig ved at bære hans adelige slægtsnavn. Måske har de to brødre dog først brugt navnet, efter at de var rejst fra Thisted. Deres skæbne kender vi ikke mere til, og vi ved heller ikke, hvad der blev af byskriverens andre børn.

Hans broder, hr. Just Nielsen Gerade, sognepræst på Jegind, havde en datter, Kirstine Justdatter Gerade, der blev gift med Eiler Christian Arnoldsen Dyssel, sognepræst i Vrensted, Vendsyssel. En søn, Arnold Christian Dyssel, blev student 1735 (Arnoldus Christianus Dyssel, Tystadiensis) og sognepræst i Hygum, Sønderjylland40). Hans broder, Johan Arnold Dyssel, blev sognepræst i Østofte41).

----------------

Det har ikke været meningen med denne artikel at give en blot nogenlunde fuldstændig oversigt over Christoffer Lunovs efterkommere, men kun at give vink til brug for dem, der kunne interessere sig for slægten eller dele af den og ønsker at arbejde videre. Derfor er mange oplysninger og data, som er kendt, ikke taget med for ikke at tynge teksten alt for meget.

Noter: TBA = Kopi i Thisted byhistoriske Arkiv.

(Kilde: Historisk Årbog for Thy, Mors og Vester Hanherred 1975, side 102-115).

39 Anders Bæksted: Besættelsen i Tisted.

40 Otto Ahrendt: Gejstligheden i Slesvig-Holsten.

41 Samme som note 40.

Sandflugt

Overvejelser om årsager.

Ifølge Wikipedia har der i Vestjylland været perioder med sandflugt i mange tusinde år, afløst af stille perioder, hvor vegetation har kunnet holde klitterne i ro. Den seneste og mest voldsomme opblussen tog fart i første halvdel af 1500-tallet.

Thy - forhen frugtbar agerjord

Thy er et af de tættest besatte områder med gravhøje i Danmark, hvor der alene er registreret omkring 1200 fredede gravhøje. I alt er der i Thy og Vester Hanherred registreret lidt over 4000 fortidsminder, hvoraf 95 procent er fra bronzealderen.

En gravhøj er særdeles bekostelig. Kun storbønder kunne afse jord til byggeriet og kost og forplejning til de mange, der deltog i opførelsen af jordhøjen over ganske lang tid. De mange gravhøje netop i Thy vidner om er rigt samfund og et frugtbart agerland – et samfund, der ikke kan have været plaget af sandflugt.

Klimaændringer og begyndende sandflugt.

Snit gennem indlandsklit i St. Hjøllund Plantage .
Øverste flyvesand er 600 år gl., nederste 8200 år.
Begge dannet i en kuldeperiode.

Overleveringer beretter om et Nystrupgård helt ude ved havet og rige adelsfamilier. Landet må have været frugtbart. Christoffer Lunov til Nystrup kommer til samtidig med begyndende sandflugt og som der fremgår af fortællingen om Nystrup, måtte gården flyttes mod øst flere gange. Samtidig svandt værdien ind med faldende hartkorn til følge.

En plausibel årsag er den forværring af klimaet, der tog sin begyndelse i det, vi har kaldt ”Den lille istid”.

Den 16. september 1408 giftede islændingene Thorstein Olafsson og Sigrid Bjørnsdotter sig i Hvalseyjarfjord Kirke på Grønland. Derefter er der ingen beretninger om eller kendskab til nordboernes skæbne. Da må klimaforandringerne allerede være fremskredne.

Efter vikingetidens velstand i et behageligt klima og med et befolkningstal på en million, indtræder en flere hundredårig periode med vekslende og ofte meget koldt vejr – det koldeste siden istidens ophør. Sygdomme, misvækst og armod er følgesvende i sådanne kuldeperioder og "Den lille istid” var nok den værste af alle kuldeperioder. (Med Parisaftalen 2015 vil 195 lande begrænse den globale opvarmning til 1,5 grad over denne, den koldeste periode i 10.000 år.)

Kulden binder meget vand som is i Arktis og vandstanden i havene falder - Wikipedia skriver omkring 10 cm. Det blotlægger en større sandbred, som de stærke kolde vinde kan forsynes sig fra. Den tiltagende armod tvinger folk til at lade husdyr afgræsse klitterne, høste alt brændbart og måske værst af alt, til at hente lyngtørv til ilding.

I 1539 forbød Christian 3. "at drage og slå halm og tag [dvs. klitvegetation], så at sandet derudover drives på landet og fordærver megen jord, ager og eng…”, men det blev ikke agtet af den nødlidende lokalbefolkning.

Fimbulvintre og Den sorte Død.

Først kom Fimbulvinteren i 536. Om den skriver grækeren Prokopius ”at solen havde skinnet hele året igennem uden kraft, men kun som månen. Den var næsten som en solformørkelse, for dens lys var ikke klart, eller som det plejer at være." Fimbulvinteren falder i en kuldeperiode “The Dark Ages Cold Period (DACP)” og den decimerede folketallet i Europa.

I vikingetiden var man kommet sig efter katastrofen i 536 og det kolde vejr i The Dark Age. I det område, vi i dag kalder Danmark, var der nu en millionstor befolkning, takket være det lune vejr med gode høstudbytter.

Så kom den sorte død i 1300-tallet. Efter Den sorte død hærgede pest Europa de næste århundreder.

Den millionstore og velstående befolkning i vikingetiden var svundet ind til det halve, da den lille istid endelig løb til ende i 1800-tallet.

Min bedstefar, Lars Thomsen er født 1839 - dvs. i slutningen af "Den lille istid" - og det følgende tiår var frygtelig koldt. I Irland døde en million mennesker af sult under "The Great Hunger" og endnu flere immigrerede. Sulten hærgede i hele Europa. Først i slutningen af 1800-tallet er "Den lille istid" endelig ovre og vejret er blevet så meget lunere og agerbrugets udbytter så meget bedre, at hungersnøden tager slut.

Vejret bliver lunere og sandflugten tager slut

Nystrup Plantage. Længst mod vest viser
træerne tydeligt, at jordbunden er næringsfattig,
men et stykke længere inde gror der både høje
nåletræer og løvtræer. Her er der nemlig god
jord under sandet.

Det samme gør sandflugten. Sammen med det bedre vejr bliver der kræfter til bekæmpelse af sandflugt. I Thy startede tilplantningen efter statens køb af herregården Nystrup i 1888. Senere, i 1910, blev den østlige del af plantagens arealer opkøbt og tilplantet. Nystrup Klitplantage strækker sig i dag syd og sydøst for Klitmøller. Mod vest grænser plantagen op til Vesterhavet, mod øst til Vandet Sø og Vandet Klitplantage.

De cykliske klimaforandringer og den kuldeperiode, der fulgte vikingetidens varmeperiode, er bedste bud på sandflugtens egentlige årsag og sandflugten går hånd i hånd med kulden og anden elendighed, misvækst, sygdom og armod.

Sådan ser det i det mindste ud!

Charlotte Boje H. Andersen, ph.d. Museumsinspektør, formidling
Museum Thy, har henvist til en artikel “Sandflugtens og klittens forhistorie” af David Liversage.

Lodbjerg Klint under stormen juledagene 2016. Lagdelingen bliver tydelige i den friske overflade.

Her følger sidste afsnit af “Sandflugtens og klittens forhistorie" som en konklusion:

Vi kan ikke give et klart svar på spørgsmålet, om den voldsomme sandflugt fra 1500-1700 årene var et undtagelsestilfælde, eller blot var første gang man skrev om det. Med hensyn til spørgsmålet om sandflugten var forårsaget af mennesker, tyder i hvert fald den langvarige bosættelse i forhistorisk tid på, at klitbæltet kunne benyttes i længere tider uden at tage skade. Vi har hidtil ikke kunnet observere noget, der klart tyder på, at sandflugten skyldtes mennesker, og 1500- til 1600-tallet var en tid med forholdsvis lav befolkning sammenlignet med tiden umiddelbart før og efter. Historisk set er det ikke en tid, hvor man vil vente at finde et særligt stærkt tryk på miljøet. Der kan derfor sættes et spørgsmålstegn ved, om sandflugten egentlig var menneskeskabt.

(Kilde: Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred)

Om sandflugten i Thy Af Charlotte Boje H. Andersen, Museet for Thy og Vester Hanherred.

Østerild Klitplantage

Læs om udgravningen i Østerild Klitplantage - Link

Nystrup Tomt Ministervej

Nystrup lå på dette sted fra omkring 1600 til 1910. De røde pæle markerer bygningernes hjørner, og der ligger stadig spredte bygningsrester.

Museet for Thy og Vester Hanherred har i samarbejde med en gruppe frivillige i 2005/06 undersøgt tomten og fundet bygningsrester, der viser gårdens omfang og bygningshistorie. På tegningen ses, hvordan gårdens bygninger og tilknyttede anlæg har ligget. Det er først og fremmest bygningsrester fra 1800-tallet, der er undersøgt. Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan gården, der lå her, så ud i 1600- og 1700-tallet.

Nystrups historie

Nystrups historie går tilbage til middelalderen, hvor den lå længere ude mod vest. På den tid var den en stor adelig hovedgård, der blev drevet med fæstebønder. Gården var formentlig befæstet med volde og grave.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvor gården lå i middelalderen, men en mulig beliggenhed er udpeget ved Gammelgårdsvej, omkring 2 km nordvest herfor. Dette er dog ikke bekræftet ved arkæoogiske undersøgelser.

Fra 1500-tallet og de følgende århundreder var der store problemer med sandflugt i det vestlige Thy. Sandflugten medførte, at gårde og marker blev ødelagt, og bebyggelsen måtte gradvis flytte mod øst, ind til arealer, der endnu ikke var ødelagt af sandet.

Nystrup flyttede også - måske er den endda flyttet to gange, før den fik denne beliggenhed omkring 1600.

Da hovedgården Nystrup nævnes første gang i 1443, var den ejet af adelsslægten Blik. I 1500-tallet kom slægten Lunov til, heriblandt Christoffer Lunov, der forestod flytningen omkring 1600.

Sidst i 1600-tallet var ejeren af Nystrup så forgældet, at han måtte afstå godset til kronen. På det tidspunkt var udbyttet vurderet til 12 tønder hartkorn. Kronen udlagde Nystrup som ryttergods, d.v.s. gods, der blev fritaget for afgifter og landgilde mod at de stillede en bevæbnet rytter pr. 8 tdr. hårtkom. 1 1715 blev ryttergodset igen solgt til selveje, nu var det reduceret til 6 tdr. hartkorn. Efter blot fire år blev Nystrup fæstegård under Ulstrup, senere under St. Djernæs og Tandrup, som solgte gården til selveje i 1843.

Det var store arealer, der hørte til Nystrup, dels agerjord, dels heder og overdrev, der blev afgræsset af kvæg og får. Kilderne fra 1600- og 1700-tallet beretter om store problemer med sandflugt. Agerjord og græsningsarealer blev gradvis ødelagt, og i 1888 og igen i 1910 købte staten i alt 1500 tdr. land af Nystrups jord til beplantning

I 1910 flyttede gården for sidste gang til en plads godt og vel 1200 m længere mod øst, og gårdens sandflugtsplagede arealer blev til Nystrup Plantage.

Sandflugten medførte således, at Nystrups gods blev kraftigt reduceret. Det, der før var en stor hovedgård, blev med tiden til en bondegård med almindeligt tilliggende. Herregården Nebel nord for Vandet Sø fik en lignende skæbne.

Gårdens udseende

Fra 1800-tallet har vi kilder, der beskriver gården.

1 1820 var Nystrup ejet af Madame Tøfting på Diernaus i Tvorup Sogn. I forbindelse med indsættelse af en ny fæster blev der lavet en taksation, hvor bl.a. bygningerne og besætningen beskrives: Stuehuset var 40 alen langt og indrettet med to stuer, sengekammer, indgang, køkken og bryggers. Stuehuset var bygget sammen med en bygning mod vest der var 29 alen lang og indeholdt vognhus, lynghus og bagerstue. En staldbygning est for stuehuset var 531/2 alen lang og omfattede huggekammer samt staldplads til får, kvæg og heste. Laden, dar lå mod syd, var 36 alen lang.

1 1863 blev der i et skøde truffet aftale omkring en aftægtsbolig i den vestlige ende af stuehuset

1 1878 blev der foretaget en vurderingsforretning. Nystrup var nu ejet af Chr. Steentoft. Det fremgår af denne kilde, at halvdelen af stuehuset blev nyopført i 1875. Stuehuset var grundmuret, de øvrige bygninger af bindingsværk.

Nystrupgårds bygninger

Som det fremgår af tegningen, var Nystrupgård en firlænget gård med stuehus mod nord, stald mod est, lade mod syd og et udhus mod vest. Længerne lå omkring en brolagt gårdsplads med brønd.

Brønden, der nu er indhegnet og dækket af et dæksel, er omkring 30 m dyb og hugget ud i kridtet, der udgør undergrunden her.

I stuehuset udgravedes bunden af en kælder og en stor muret bageovn i den vestlige ende af huset. Derudover var der rester af et ildsted samt skillevægge og gulvbelægninger, som berettede om husets indretning og brug.

Gården lå i et skovløst landskab, og fra stuehuset var der vid udsigt over Vandet Sø. Vest for stuehuset ser man stadig diget, der har omgivet gårdens have. Spredte stikkelsbærbuske, storkonvaller og spansk kørvel er levn af de planter, der har groet i haven.

Vandhullerne vest og sydvest for gården har været brugt som vandingshuller og branddamme, og da de blev gravet, brugte man leret til gulve og klining på væggene i husene. Lavningen vest for stalden har måske stået med vand, men kan senere være brugt som mødding. Muligvis har vandhullerne også fungeret som en slags voldgrave til pynt omkring renæssancegården, da den blev bygget omkring 1600. Smedjen, som er lokaliseret vest for gården, er endnu ikke udgravet.

Laden var så stor, at den kunne ses fra vestkysten, før plantagen kom til, og fiskerne i Klitmøller siges at have brugt den som pejlemærke, når de skulle lande. Da gården blev revet ned, blev der opstillet et sømærke på tomten, og man kan stadig se betonfundamenterne på stedet.

Selve ladebygningen blev pillet ned og træværket genbrugt i laden ved det nuværende Nystrup.

Museet for Thy og Vester Hanherred Tlf. 97 92 0577-www.thistedmuseum.dk

Naturstyrelsen Thy Tlf. 72543000 thy@nst.dk

Søg i denne blog

Gudrun og Henrys Slægter