Østerild Klitplantage
Gå tilbage til Christoffer Lunov - Link
Rapporten om Østerild Klitplantage beskriver udviklingen i vegetation, klima og landbrug gennem flere tusinde år ud fra pollen, trækul og plantefund i jordlagene. Den giver et spændende billede af, hvordan klimaændringer og menneskelig aktivitet har påvirket landskabet i Thy.
Her er en overskuelig tidslinje oversat til almindelige årstal og koblet til kendte historiske perioder og fund.
Klima og landbrug i Thy gennem tiden
Ca. 4000–2800 f.Kr.
Bondestenalder – de første bønder
(På tiden med dysser og jættestuer)
Klimaet var relativt varmt og stabilt. Store dele af Thy var dækket af tæt urskov med lind, elm, eg og hassel.
De første bønder begyndte at rydde skov ved hjælp af ild og primitive redskaber. Man dyrkede især emmerhvede, enkorn og byg.
Husdyrhold med kvæg og får blev almindeligt.
Landskabet var stadig overvejende skov, men der opstod små lysninger omkring bopladserne.
Ca. 2800–1700 f.Kr.
Sen bondestenalder og tidlig bronzealder
(Samtid med de store gravhøje)
Klimaet blev lidt køligere og mere fugtigt.
Landbruget bredte sig, og flere skovområder blev ryddet. Pollenanalyser viser stigende forekomst af græs, lyng og ukrudtsplanter fra marker.
Det tyder på mere intensiv dyrkning og græsning.
Man begyndte også at se de første tegn på sandflugt i visse områder, fordi vegetation blev fjernet.
Ca. 1700–1100 f.Kr.
Bronzealderen
(På Egtvedpigens tid ca. 1370 f.Kr.)
Den minoiske varmeperiode var en markant, naturlig klimaepisode i den tidlige bronzealder (ca. 1700–1000 f.Kr.), hvor temperaturerne i Nordatlanten og Europa lå usædvanligt højt. Perioden var en af de varmeste i løbet af de seneste 7.000 år.Landbruget blomstrede. Der var flere åbne marker, mere kvæghold og store hedeområder under udvikling
Skoven trak sig tilbage mange steder i Thy.
Rapporten peger på, at menneskets påvirkning nu blev så kraftig, at landskabet begyndte at ændre karakter permanent.
Lyngheden bredte sig sandsynligvis, fordi jorden blev udpint, træer blev fældet til brændsel og kvæg afgræssede nye skud
Ca. 1100–500 f.Kr.
Sen bronzealder
(Tiden før jernalderen)
Kuldeperioden fra 1100–500 f.Kr. dækker overgangen fra Yngre Bronzealder til den tidlige Ældre Jernalder i Nordeuropa. Overgangen markeres af en klimatisk forringelse, hvor det hidtil milde, tørre bronzealderklima blev markant koldere og vådere. Klima og landskab: De lavere temperaturer og øgede mængder nedbør skabte et mere barskt miljø i Danmark. De vådere forhold medførte, at tidligere tørre arealer blev til moser, og næringsstofferne i jorden blev udvasket, hvilket forringede landbrugsjorden.Gravskik og samfund: Det er i denne periode, at den tidligere tids prangende jordfæstegrave i egekister afløses af ligbrænding. De brændte knogler blev lagt i urner, der blev nedsat i mindre grave på flad mark eller i de ældre gravhøje.
International handel: De store, europæiske netværk, der forsynede Skandinavien med det livsnødvendige kobber og tin til bronze, brød gradvist sammen i denne periode, hvilket tvang samfundene til at omstille sig
Her sker noget vigtigt: Sandflugt og jordforringelse tiltager. Flere områder opgives som agerjord. Lyng og græs overtager tidligere marker.
Rapporten antyder, at kombinationen af klimaforværring, intensivt landbrug og skovrydning, gjorde landskabet mere sårbart over for erosion og flyvesand.
Det passer meget godt med din tanke om, at store vandreklitter kan være blevet initieret langt tidligere end de historisk kendte sandflugtsperioder.
Ca. 500 f.Kr.–200 e.Kr.
Ældre jernalder
(På Gundestrupkarrets tid)
Klimaet blev køligere og mere ustabilt.
Mange steder i Nordjylland ser man tilbagegang i landbrug, mere hede og tilsandede områder
Jernudvinding krævede store mængder træ og tørv, hvilket yderligere belastede naturen.
I Thy blev store områder efterhånden åbne og træløse.
Ca. 200–800 e.Kr.
Romersk jernalder og vikingetid
(Før og under vikingetiden)
Den romanske varmeperiode (ca. 250 f.v.t. til 400 e.v.t.) var en periode med usædvanligt varmt klima i Europa og Nordatlanten, der sammenfaldt med Romerrigets ekspansion. Forskning indikerer, at temperaturen i Europa dengang lå omkring 2 grader højere end i dag.Her er et hurtigt overblik over perioden:
Tidsperiode: Fra ca. 250 f.Kr. til 400 e.Kr. (også kendt som det romerske klimaoptimum).
Geografisk omfang: Særligt udtalt i Europa og omkring Middelhavsområdet.
Klima og landbrug: Det varme og stabile klima muliggjorde bedre høstudbytter og udvidelse af landbrugszoner, hvilket understøttede den voksende befolkning i Romerriget.
Historiske optegnelser fra perioden viser f.eks., at vin og oliven kunne dyrkes i områder af Europa, der i dag er for kolde. Forskere bruger ofte iskerneboringer og årringe i træer til at rekonstruere disse temperaturudsving
Der dyrkedes især byg og rug.
Rug blev mere almindelig, fordi den tåler sandede og magre jorde bedre.
Der var fortsat omfattende hedeområder.
Sandflugt forekom sandsynligvis periodisk.
Ca. 800–1200 e.Kr.
Vikingetid og tidlig middelalder
(På Harald Blåtands tid)
Den Middelalderlige Varmeperiode (ca. 950 - 1300 e.Kr.): En periode med relativt høje temperaturer i Nordatlanten. Den gjorde det bl.a. muligt for vikingerne at kolonisere Grønland og dyrke korn på hidtil utilgængelige områder.Befolkningen voksede, og landbruget ekspanderede.
Flere marginale jorde blev opdyrket.
Men i Thy var naturgrundlaget stadig sårbart på grund af sandede jorde, kraftig vind og manglende skov
Ca. 1300–1850 e.Kr.
Den lille istid
(Kuldeperiode med storme og sandflugt)
Nu kom de store historisk kendte sandflugtskatastrofer.
Klimaet blev koldere, vådere og mere stormfuldt
Samtidig var store dele af landskabet allerede afskovet gennem århundreder.
Resultatet blev massiv sandflugt, især langs Vestkysten.
Mange gårde og marker blev begravet i sand.
Det var denne udvikling, der senere førte til anlæg af klitplantager som:
Østerild Klitplantage
Tvorup Klitplantage
for at standse sandvandringen. (Naturstyrelsen)
Overordnet udvikling
Klimaets rolle
Rapporten viser indirekte, at klimaet hele tiden påvirkede mulighederne for landbrug:
varme perioder → mere opdyrkning
kølige/våde perioder → tilbagegang og erosion
Men menneskelig aktivitet var ofte det, der gjorde landskabet sårbart.
Det mest interessante
Min idé om sandflugt som en slags “klimaparameter” giver faktisk god mening.
Sandflugt opstår ofte når tre ting virker sammen:
| Faktor | Effekt |
|---|---|
| Klimaændring | Mere storm, tørke eller kulde |
| Skovrydning | Mindre beskyttelse af jorden |
| Overgræsning/dyrkning | Jorden blotlægges |
Dermed kan sandlag i arkæologien fungere som spor efter både:
klimaændringer
menneskelig overudnyttelse
Netop derfor er sandlag meget interessante for arkæologer og klimaforskere.
Min tanke om en meget langsom østgående vandreklit gennem århundreder eller årtusinder er heller ikke usandsynlig i et åbent og afskovet landskab som Nordvestjylland.
|
| Prøvetagningssted for pollensøjle. |
Lindholm Høje
Hej
Lars
Tak
for din mail. Og jeg kan godt forstå, at du interesserer dig for emnet. Det er
et meget interessant, men også komplekst emne, som vi også har diskuteret en
del indbyrdes i vores arkæologiske afdeling. Og der er vist ikke nogen, der kan
give et entydigt svar på dine spørgsmål. Men angående:
1:
Min kollega, Karen Povlsen og Søren Munch Christiansen fra Geoscience, Aarhus
Universitet arbejder en del med sandflugt i vores område (det er ikke
publiceret endnu). Og selv de kan ikke give et klart svar. Jeg ved, at Søren
ikke vil afvise, at sandet kommer fra de store flader af ældre stenalderhavbund
(littorina-flader), der ligger en km vest for Lindholm Høje. Den forklaring kan
jeg personligt godt lide. Andre hælder dog vist til, at sandet er mere lokalt –
altså fra skråningen umiddelbart vest for gravpladsen. Det gøres med henvisning
til den store udgravning (Nr. Hedegård, ÅHM 3844, FF 120113-24), der var lige
øst for Aalborg i 1998 før opførelsen af Gigantium. Her var der også meget
sandflugt, men det er noget ældre (vist fra tiden o. Kr. fødsel). Her blev der
lavet en undersøgelse af sandet, der er publiceret i bogen: Mads Runge 2009: Nørre
Hedegård. En nordjysk byhøj fra ældre jernalder. Den skulle vist
vise, at sandet der var ret lokalt. (jeg har ikke lige bogen ved hånden).
2.
Vi finder sandflugt i mange af vores udgravninger, og altså helt tilbage til
tiden før Kr. Og det synes at forekomme i mange forskellige perioder. Dette ses
også på selve Lindholm Høje, hvor gravene gradvist er blevet begravet i løbet
af pladsens levetid. Der lå således brandgrave fra 600-800-tallet i selve
sandflugtslaget, og det hele sluttes vist af med sandflugt i 1000-1100-tallet.
Så jeg tror ikke, at det skal beskrives som en stor vandreklit – det er nok et
mere lokalt og hyppigt forekommende fænomen, der altså forekommer mange steder
i vores nærområde. Sandet er blæst til fra vestsiden, og det har aflejret sig
på toppen og læsiden mod øst.
3.
I forhold til klimaet, kan dette vel godt spille ind, men mange af ”vores”
sandflugter er betydeligt ældre end 536. Min kollega, Torben Trier
Christiansen, der er med i et forskningsprojekt om 536, formulerer det
nogenlunde således. ”Der er ikke noget sandflugt på LHH, der specifikt kan
kobles til 536. Det er snarere en lang, gradvis proces, der både ses før og
efter 536”. Men grundlæggende er det vist ikke nogen sikker viden om klimaets
indflydelse på vores sandflugter.
 |
| Billede1 er Lindholm Høje, hvor stensætningerne fra 700-800-tallet er blevet godt begravet. Snit gennem udgravningen vist på Foto 641 kan ses på Lindholm Høje Museum. |
NB:
På vedhæftede foto 641 ses profiler fra Nr. Hedegård øst for Aalborg. Her var
der vist både regulære klitdannelser og tegn på mange gradvise tilfygninger i
tiden o. Kr. fødsel. Billede1 er Lindholm Høje, hvor stensætningerne fra
700-800-tallet er blevet godt begravet.
Det
er vist de bedste svar, jeg lige kan give for nuværende.
Venlig hilsen
Christian Vrængmose Jensen
Museumsinspektør, cand.mag.
Arkæologi
Nordjyske Museer
Tlf.: 25 19 74 10
E-mail: christian.vraengmose@aalborg.dk
Kommentarer
Send en kommentar