Kapitel 3.3
Vikingeskibet
Et skib med sejl og køl - en teknologisk nyskabelse, der gjorde Danmark til en sømagt og ændrede Verdenen.
Raili Allmäe lader forsigtigt en finger følge kanten på en ti centimeter lang revne fra et sværdhug i kraniets venstre side. "Det var sandsynligvis det, der dræbte ham," konstaterer hun lavmælt. Vi befinder os på Institut for Historie på Tallinns Universitet i Estland. De mørke skeletdele, som Raili Allmäe fremviser, stammer fra et af de mest usædvanlige og epokegørende arkæologiske fund, der nogensinde er gjort i det lille baltiske land. Knoglerne tilhører nemlig en af i alt 41 faldne mænd, som mistede livet i en brutal kamp omkring år 750 og efterfølgende blev gravlagt i to skibe på stranden ved landsbyen Salme på den estiske ø Saaremaa.
Det største af de to fartøjer, Salme II, måler over 17 meter i længden og 3 meter i bredden, mens det mindre, Salme I, strækker sig cirka 11,5 meter. Gravgavene vidner om en elite af højeste rang: Rigt ornamenterede sværdknapper af støbt bronze, kostbare jagtfalke og hunde fulgte krigerne i døden, mens almindeligt tarveligt krigsudstyr glimrer ved sit fravær. Tilstedeværelsen af falkonérfalke antyder endda, at den oprindelige rejse til Estland måske slet ikke var et plyndringstogt, men en diplomatisk rejse eller en eksklusiv jagtudflugt for aristokratiet, som endte i et fatalt baghold.
Begge skibe var klinkbyggede – en konstruktionsteknik, hvor overlappende egetræsplanker klinkes sammen med jernnagler. Men det mest bemærkelsesværdige ved dette fund er aftryk i sandet af en trækøl. Det løfter sløret for en historisk sensation: Salme II kunne føre sejl og udgør dermed det ældste kendte sejlskib i hele Østersøområdet. Kølen er den afgørende teknologiske opfindelse, der forhindrer et skib i at drive af for vinden, når sejlet fanger luftmasserne. Disse robuste, klinkbyggede både med køl og sejl repræsenterede intet mindre end et teknologisk tigerspring. De krævede umådelige mængder af uld til at væve og tætne de store sejl samt enorme mængder jern til skibenes tusindvis af nagler – en hel ny række af industrielle landvindinger. Opfindelsen ændrede med ét slag de geografiske afstandsforhold og skabte grundlaget for en stærk kongemagt, der kunne organisere ressourcerne. Det blev en tvingende nødvendighed at samle riget for kunne skabe en sådan stærk flåde.
 |
| Havhingsten |
Spørgsmålet var blot, om der var nogen til at gribe denne enestående mulighed. Svaret var et entydigt ja. Da Salmeskibene mødte deres skæbne på den blæsende estiske kyst, gik der i Danmark en lille purk. Han har vel været en fem år gammel. Han var af høj og fornem æt. Det var i en tid, før skriftsproget fik fat i Norden, så vi ved reelt meget lidt med fuldstændig sikkerhed, men sikkert er det, at denne dreng voksede op, blev konge og gik ind i historien som kong Godfred. Salmeskibene var efter alt at dømme bygget ved Uppsala i Sveariget. Godfreds dronning kan meget vel have været Aude fra netop Uppsala, og det er ligeledes sandsynligt, at det var hendes familie, der introducerede den unge danske konge for de lokale skibsbyggeres banebrydende hemmeligheder.
Hvorom alting er, så så Godfred med det samme de strategiske muligheder i den nye skibsteknologi. Han anlagde garnisoner, flådebaser og avancerede skibsværfter i bunden af Slien samt ved Aros (Aarhus). I år 804 besøgte han det beskedne handelssted Sliestorp ved Slien. Det var hans fabelagtige forretningstalent og geopolitiske overblik, der fik ham til at se stedets unikke potentiale: Der var blot 17 kilometer over land fra Sliestorp til Trenens vandveje mod Vesterhavet. Godfred så for sig en ny, sikker og lynhurtig handelsrute mellem Østersøen og Vesterhavet, der gik helt uden om den farefulde sejlads om Skagen – og han handlede prompte. Fire år senere, i 808, angreb og jævnede han den vendiske handelsplads Reric med jorden. Han tvangsforflyttede samtlige købmænd og håndværkere til Sliestorp og grundlagde dermed Hedeby som Nordeuropas dominerende knudepunkt.
På mindre end en menneskealder forvandlede Godfred Danmark til en sømagt, en sømagt uden lige. Samtidig var den middelalderlige varmeperiode i sin spæde begyndelse; klimaet bragte bedre høstudbytter og en markant befolkningstilvækst, som gav rigelig adgang til mad og ungt mandskab til flåden. Det fik munkene i klosteret på Lindisfarne at føle, da de første vikingeskibe ramte den engelske kyst i 793.
Efter disse årelange forberedelser var Godfred i foråret 810 klar til at levere sit ultimative svendestykke. En tidlig morgen sendte han flåden afsted – formentlig fra Ejderens udløb i Vadehavet. Det var et fantastisk og rystende skue. Hele 200 sejlbårne krigsskibe gled ud i Vesterhavets bølger med kurs mod det frankisk kontrollerede Friesland. Om denne lammende magtdemonstration beretter de samtidige frankiske rigsannaler med svalende skræk:
»Kejseren opholdt sig stadig i Aachen og overvejede et felttog mod kong Godfred, da han modtog bud om, at en flåde på to hundrede skibe fra Nordmannia var ankommet til Friesland; at alle øerne ud for den frisiske kyst var blevet hærget; at hæren allerede befandt sig på fastlandet og havde udkæmpet tre slag mod friserne; at de sejrende daner havde pålagt de besejrede en tribut; at hundrede pund sølv allerede var blevet betalt af friserne som afgift; men at kong Godfred selv var hjemme. Og sådan forholdt det sig faktisk.«
 |
| Et smukt sceneri med 200 skibe, der stævner ud fra Ejderen på vej mod Friesland en årle morgen i 810. Danmark var blevet en sømagt. |
Det var en militær og organisatorisk magtdemonstration af et omfang, Nordeuropas kyster aldrig før havde bevidnet. Det klinkbyggede vikingeskib med sejl og køl revolutionerede både krigsførelse, handel og geopolitik på én og samme tid. Kombineret med den middelalderlige varmeperiodes overflod af mad og mandskab skabte disse skibe grundlaget for de kommende århundreders ekspansion – og indledte en blomstrende guldalder for det danske rige. ↑ Gå til toppen
Historisk Note: Fra Godfred til Jelling-dynastiet
Da kong Godfred G13S-L64 i år 810 blev snigmyrdet af en af sine egne hirdmænd, overtog hans brorsøn Hemming tronen. Godfreds egne sønner var på dette tidspunkt for unge eller politisk uerfarne, og de søgte ifølge de frankiske annaler tilflugt i Sveariget – formentlig hos deres moders familie. Traditionen udpeger moderen som Aude (eller Ausa) GT63-5M5 af den mægtige svenske Ynglinge-æt.
Kong Hemming døde dog allerede i 812, hvorefter en nådesløs borgerkrig brød ud. Vinderne indsatte Harald Klak PMRL-7K7 og Reginfred som samkonger. Med stærk svensk støtte i ryggen og med den ældste søn, Horik 1., i spidsen gik Godfreds sønner til modangreb. Reginfred faldt i slaget, og Harald Klak blev fordrevet fra riget.
Efter sin fordrivelse gjorde Harald Klak det udtænkelige: Han rejste direkte til den nye frankiske kejser, Ludvig den Fromme (Karl den Stores søn), og svor ham troskab for at få militær støtte til at genvinde den danske trone. I år 819 pressede kejseren Godfreds sønner til en tvangsfred, hvor de måtte acceptere Harald som samkonge i en del af riget. Syv år senere, i 826, tog Harald Klak skridtet fuldt ud og lod sig døbe i katedralen i Mainz med selveste kejseren som fadder.
Både dåben i Mainz og den massive frankiske indflydelse blev dog for meget for de danske stormænd. I 827 blev Harald Klak definitivt forjaget af Godfreds sønner og vendte aldrig tilbage til tronen. Godfreds søn, Erik Horik 1.(787-854) regerede herefter Danmark alene som en stærk og enerådende konge, indtil han faldt i et blodigt borgerkrigsslag i år 854.
Der fulgte derefter nogle turbulente årtier med fragmenteret magt, indtil Hardeknud L2RQ-6PC – ifølge Adam af Bremen – fik skabt samling omkring år 900. Hans søn, Gorm den Gamle G3TC-Q79, fik fra sit magtsæde i Jelling endeligt samlet Danmark omkring år 936. Selvom de skriftlige kilder fra 800- og 900-tallet er mangelfulde, er historikere og genealoger enige om, at Hardeknud og Gorm den Gamle tilhørte den samme jyske og danske uradel samt kongeslægt som Godfred og Horik 1.
Kommentarer
Send en kommentar