Kapitel 4.2
Erik Klipping
En dramatisk start på livet og en lige så dramatisk ende.
Det er daggry. Juledag, den 25. december 1259. Erik er lige vågnet. Han ligger i en fremmed seng og prøver at orientere sig og huske, hvor han er. Han er ti år gammel og har netop tilbagelagt en lang og strabadserende rejse sammen med sin mor. Ind i værelset træder piger med varmt vand; de har gjort et bad klart til ham. Det føles som om, vaskeriet og badet ingen ende vil tage, men han skal være ren i dag – utrolig ren.
Hans støvede rejsetøj lægges til side, og pigerne hjælper ham varsomt i den nye dragt. Han iføres en rig, men tung og upraktisk purpurfarvet kåbe med fine guldvævninger. Det er allerede blevet op ad formiddagen, da han hentes for at følges med sin mor.
Marchen til Domkirken
Tæt omringet af pansrede vagter træder de ud fra herberget og følget baner sig vej til Viborg Domkirke. Kirken fremstår som en massiv og mørk fæstning opført i groft tilhuggede, grå granitkvadre. Der er ingen store, lyse gotiske vinduer; i stedet belyses det mørke rum kun af hundreder af flakkende vokslys placeret på alteret og langs skibets tykke søjler, hvilket kaster lange, urolige skygger. Atmosfæren inde i kirkerummet er rå og iskold.
Gangen foran Erik er flankeret af to rækker af fuldt pansrede riddere med jernhjelme og ringbrynjer. De står ryg-mod-ryg for at danne en uigennemtrængelig menneskelig mur, mens de holder spyd og skjolde mærket med det danske rigsvåbens tre løver. Deres stramme tilstedeværelse understreger den militære undtagelsestilstand, der hviler over byen. Foran dette syn tøver Erik og hans mor et øjeblik. Eriks ansigt er ungt, blegt og alvorligt – fyldt med en blanding af ærefrygt og frygt, mens han skuer ind i det store kirkerum. Han klemmer fast om sin mor, Dronning Margrethe Sambirias, hånd. Hun bærer en mørk enkedragt med slør og ser stålsat og beskyttende ud med blikket stift rettet mod alteret.
Salvningen og Den Tunge Byrde
Fjernest ved alteret skimtes konturerne af biskopperne i deres hvide og guldbroderede messehagler. De venter. Erik ved, at han nu skal igennem timevis af knælen, bønner og tunge eder. Kort efter knæler han på det bare, iskolde stengulv foran højalteret. Hans ansigt er løftet mod biskoppen af Ribe, der står tæt over ham. Under kåben bærer Erik en enkel, hvid linneddragt, hvor kåbens specialdesignede åbninger ved brystet og skuldrene nu er blottet.
Biskoppen af Ribe – en ældre mand med et venligt, men dybt bekymret ansigt – står iført en prægtig messehagel af guld og purpur. Han dypper sin tommelfinger i et lille, gyldent kar med den hellige olie og smører den omhyggeligt på Eriks pande. Karret holdes af en ung diakon, hvis bange ansigtsudtryk spejler den anspændte stemning i rummet. Alteret er badet i det flakkende skær fra hundreder af vokslys, hvilket skaber en intens og varm aura omkring det sakrale ritual. Eriks mor står få skridt bag ham og følger hvert et øjeblik.
Da salvningen afsluttes, sættes den store, massive guldkrone prydet med ædelstene på hans hoved. Den er alt for stor og føles overvældende tung. I sine hænder får han rækket rigsæblet og sceptret. Begge dele er ligeledes tunge og vanskelige at holde fast om.
Aftenens Fejring
Senere på dagen er der dækket op til stort kroningsgilde på Viborg Bispesæde. Landets stormænd og de biskopper, der har vovet at støtte kroningen, strømmer til, og der festes igennem aftenen. Det bliver overordentlig sent, før Erik endelig kan trække sig tilbage fra en skæbnesvanger dag, som han startede som prins og afsluttede som Danmarks konge.
Ærkebisp-problemet
Med kroningen i Viborg Domkirke arvede Erik ikke kun kronen, men også faderens tunge politiske problemer. Faderen, Christoffer 1., havde forsøgt at håndhæve kirkens militspligt – det vil sige gejstlighedens pligt til at stille med soldater og finansiere krigsførelse for kongen. Når kongen drog i leding, var det ikke kun bønder og adel, der skulle bidrage. Kirken var rigets største jordejer og skulle selvsagt yde sine ressourcer på lige fod med resten af samfundet.
Ærkebiskop Jakob Erlandsen nægtede imidlertid hårdnakket at adlyde. Han mente, at kirkens folk og bønder udelukkende var underlagt pavemagten og kirkeretten, og at de derfor overhovedet ikke skyldte kongen militærtjeneste. Det var netop denne faste afvisning af at bidrage til landets forsvar, der i sin tid fik Christoffer 1. til at fængsle ærkebiskoppen. Striden med Jakob Erlandsen kom til at strække sig over hele 22 år og endte i 1274 med et totalt politisk nederlag for ærkebiskoppen og en markant sejr til kongemagten.
Kort efter Christoffer 1.s død i 1259 blev Jakob Erlandsen løsladt af enkedronning Margrethe Sambiria (Sprænghest) for at imødekomme det voksende pres og krav fra pavestolen. Men løsladelsen bragte ingen forsoning. Ærkebiskoppen nægtede fortsat at anerkende den unge Erik Klipping og ville under ingen omstændigheder krone ham. Han gik i direkte alliance med kongens fjender og blev efterfølgende lyst i landsforvisning.
Jakob Erlandsen tilbragte de næste mange år i udlandet, hvorfra han utrætteligt forsøgte at opretholde sit interdikt – et landsdækkende gudstjenesteforbud – mod Danmark. Konflikten blev til sidst indbragt for den pavelige domstol i Rom. Først i 1272 blev det bestemt, at Jakob Erlandsen måtte acceptere kongemagtens overhøjhed og vende hjem for at overtage sit embede på kongens vilkår. Ærkebiskoppen nåede dog aldrig tilbage til sit bispesæde i Lund; han døde på øen Rügen under hjemrejsen i februar 1274. Kong Erik var dengang 25 år gammel.
Det slesvigske problem
Ufreden truede imidlertid ikke kun fra kirken. Erik Abelsøn og hertug Valdemar af Sønderjylland gjorde stærke krav gældende på Sønderjylland og fik militær opbakning fra de holstenske grever. Samtidig støttede faste støtter som fyrst Jaromar 2. af Rügen ærkebiskop Jakob Erlandsen. Efter bispens fængsling i februar 1259 gik Jaromar til angreb på København i april og gennembrød byens forsvar. Herefter hærgede han Sjælland og tilføjede dronning Margrethes hær et smerteligt nederlag ved Næstved den 14. juni 1259. Først da Jaromar året efter faldt i Skåne, trak venderne sig tilbage til Rügen.
Efter denne invasion troede hertug Valdemar, at kronen var tilstrækkeligt svækket, og han indledte et åbent oprør. Margrethe og Erik måtte samle endnu en hær og drage til Jylland, hvor de i første omgang besejrede hertugen. Men mens fredsforhandlingerne var i gang, samledes Valdemars allierede holstenere til et nyt angreb. Den 28. juli 1261 led enkedronningen og hendes unge søn et knusende nederlag ved Lohede mod de holstenske grever og hertug Erik Abelsøn. Både mor og søn blev taget til fange og i første omgang indsat på Nordborg Slot.
Dronning Margrethe blev med hjælp fra sin slægtning, hertug Albrecht af Braunschweig, hurtigt løsladt. Den unge Erik blev dog fastholdt som politisk pant og overdraget til sin onkel, markgreven af Brandenburgs, varetægt. Her opholdt han sig i fangenskab indtil 1264, hvor han vendte hjem som 15-årig. Under opholdet i Brandenburg lærte han den blot syvårige Agnes at kende – datter af markgreve Johan 1. af Brandenburg.
Forholdet til Slesvig blev aldrig rigtig godt. Selvom forliget skabte en midlertidig våbenhvile, lagde det samtidig grunden til langvarige og opslidende magtkampe mellem den danske krone og de slesvigske hertuger.
Det hjemlige problem og håndfæstningen
I de ydre konflikter, han havde arvet fra sin fader, havde Erik trods alt et vist held med sig med tiden. Langt mere problematisk blev dog forholdet til de verdslige stormænd herhjemme. Eriks fader, Christoffer 1. (1219–1259), havde været en hård og uforsonlig hersker, der lå i bitter strid med både kirke og adel, indtil han døde brat i 1259 – ifølge rygtet forgiftet med altervin af en abbed.
Erik arvede denne dybe mistillid mellem kongemagten og adelen. Konflikten spidsede gradvist til gennem hans regeringsperiode og kulminerede i 1282 på Nyborg Slot. Her tvang adelen og stormændene Erik Klipping til at underskrive Danmarks allerførste håndfæstning, der fastsatte klare grænser for kongens magt og sikrede adelsmændenes og folkets retssikkerhed – blandt andet ved, at det årlige danehof blev gjort til rigets parlament.
Ægteskabet med Agnes
Erik 5. Klipping blev gift med Agnes af Brandenburg den 11. november 1273 i Slesvig. Ægteskabet var et udpræget politisk alliancekøb. Da Erik tidligere havde været fange hos markgreverne af Brandenburg, skulle giftermålet skabe varig fred og binde de to magtfulde slægter tættere sammen. Alliancerne var blevet forberedt i årevis; i 1269 blev Eriks søster Mechtilde gift med Agnes’ fætter Albrecht, og fire år senere stod Erik og Agnes' eget bryllup.
Agnes viste sig at være en stærk og trofast støtte for sin ægtefælle gennem hans urolige regeringstid. Sammen nåede de at få syv børn: de to fremtidige konger Erik Menved og Christoffer 2.; Richiza, som blev gift med fyrst Nicolaus af Werle; Margrete, som blev gift med kong Birger af Sverige; den kortlivede Valdemar samt to døtre, der døde i en ung alder.
Sidenhen stod dronning Agnes også bag de berømte kalkmalerier i Skt. Bendts Kirke i Ringsted, som blandt andet afbilder mordet på kong Erik Plovpenning i 1250.
Mordet i Finderup Lade
Kongens urolige liv fik en pludselig og brutal afslutning. Natten til den 22. november 1286 (Sankt Cæcilienat) var kong Erik på en jagtudflugt i Midtjylland, da han og hans følge søgte ly og overnattede i en lade i Finderup, sydvest for Viborg. I nattens mørke blev laden omringet af sammensvorne, hætteklædte mænd, som trængte ind og overfaldt kongen. De dræbte ham med intet mindre end 56 stiksår.
Efter det brutale mord overtog dronning Agnes resolut styringen. Hendes umyndige søn, Erik Menved, var i forvejen hyldet som tronfølger, og for at sikre hans position etablerede hun hurtigt en formynderregering i samarbejde med fyrst Vitslav af Rügen og sin afdøde mands loyale støtter, heriblandt drosten Peder Nielsen Hoseøl (ca. 1250–1298).
Ved det efterfølgende danehof i Nyborg i pinsen 1287 gjorde Agnes store anstrengelser for at få de mistænkte stillet til ansvar. Ni fremtrædende adelsmænd blev dømt fredløse for mordet, heriblandt grev Jakob af Nørrehalland (død 1309), den magtfulde marsk Stig Andersen (ca. 1230–1293), Niels Hallandsfar, Peder Porse, Peder Jakobsen, Niels Knudsen, Ove Kage, Rane Jonsen og Arvid Bentsen.
Kongemordet er dog i virkeligheden aldrig blevet endeligt opklaret. Historikere har i århundreder diskuteret, om de ni dømte mænd reelt var de skyldige mordere, eller om der i virkeligheden var tale om et politisk justitsmord på uskyldige rivaler, da de dømte tilsyneladende manglede et direkte motiv. Andre magtfulde aktører, såsom hertug Valdemar og kong Erik af Norge, havde anderledes åbenlyse motiver til at rydde den danske konge af vejen – men ingen af dem blev nogensinde anklaget.
Og således endte barnekongens liv nøjagtig ligeså dramatisk, som det engang begyndte...
Kommentarer
Send en kommentar