Kapitel 8.1

Kapitler | Kap. 8.1 | Kap. --- | ← Returnér

Slægtshistorie i Historisk Kontekst - 8. Industrialiseringen — Kapitel 8.1 —

Ole Pedersen Konge

30. marts 1788 – 1. september 1833.

❖ ❖ ❖

Ole Pedersen Konge, 30. marts 1788 – 1. september 1833 FamilySearch ID: LRHZ-CCP

Husmand, fisker og strandfoged i Vangså. Et liv på grænsen mellem klitlandbruget, Vesterhavets brænding og Thys skudehandel.

Familieforhold:
Ole Pedersen Konge blev gift med Ane Jensdatter (født 1788 – død efter 1834). Familien var bosat i Vangså i Vang Sogn, Hundborg Herred under Thisted Amt, hvor de opfostrede deres 7 børn under beskedne kår i det vestjyske klitlandskab.

1. Forliset i Vangså (1. september 1833)

Søndag den 1. september 1833 drog to fiskerbåde ud fra kysten ved Vangså om formiddagen for at fiske under land. Vejret og Vesterhavet ændrede sig dog pludseligt og med voldsom kraft, hvilket hurtigt bragte mændene i livsfare.

Udrag fra Aalborg Stiftstidende (9. september 1833)

»Den 1. september 1833 om formiddagen satte 2 fiskerbåde fra Vangså ud på fiskeri under kysten, men pludselig oprørte havet sig i en sådan grad, at den ene båd allerede omsloges på den yderste revle ca. 400 meter fra land. Af mandskabet druknede 3 mænd, deriblandt strandfoged Ole Pedersen Konge, mens de øvrige kom lykkeligt igennem de heftige brændinger på årerne.«

Ole Pedersen Konge omkom i en alder af blot 45 år i brændingen ud for Stenbjerg Landingsplads.

Ole Pedersen Konge omkom i en alder af blot 45 år i brændingen ud for Stenbjerg Landingsplads. Hans lig drev efterfølgende sydpå og skyllede i land ved Harboøre en uges tid senere. Han blev begravet den 10. september 1833 på Harboøre Kirkegård, langt fra sit hjem i Vangså.

2. Tiden og livsvilkårene: Stavnsbåndet og Kystbosætningen

Stavnsbåndets indførelse (1733)

For at forstå det samfund, Ole Pedersen Konges forfædre voksede op i, må man se på landbrugskrisen i 1730’erne. Med faldende priser på korn og kvæg flygtede mange unge mænd fra fæstegårdenes hårde vilkår. Den 4. februar 1733 indførte kong Christian 6. derfor Stavnsbåndet, som bandt bønderne til deres fødegods. Dette sikrede godsejerne billig arbejdskraft og gav dem kontrol over udskrivningen af soldater til landmilitsen.

Frigørelsen (1788–1800) og Landboreformerne

I oplysningstiden i slutningen af 1700-tallet voksede tanken om, at frie bønder producerede mere. Under kronprins Frederik (den senere Frederik 6.) blev stavnsbåndet ophævet den 20. juni 1788 – samme år som Ole Pedersen Konge blev født. Frigørelsen skete gradvist:

• 1788: Børn under 14 år og mænd over 36 år blev straks frigivet.
• 1789–1799: Årgangene herimellem blev frigivet ét år ad gangen.
• 1800: Stavnsbåndet ophørte endeligt for alle.

Da landsbyfællesskabet samtidig blev opløst, og jorden samlet på færre hænder, opstod der en stor gruppe landløse husmænd og indsiddere. Mange søgte ud mod de magre og frie kystområder i Thy. Mændene levede af et udpræget kombinationserhverv: Et lille husmandssted, hvor familien passede lidt husdyr på den sandede jord, mens mændene drev det risikable fiskeri på Vesterhavet. Dette var nøjagtig den livsform, Ole Pedersen Konge levede under i Vangså.

3. Skudehandlens opblomstring og storhedstid

Siden 1500-tallet havde kystboerne i Thy drevet kysthandel på Norge, hvor de byttede korn, mel og smør for træ og jern, som Thy manglede desperat. Købmændene i Thisted var rasende over denne "strandhandel", da de hævdede at have monopol på al handel.

Enevældens kup i 1660 og Thisteds nederlag

Kongen havde indkaldt til en stænderforsamling i København i september 1660. Danmark var bankerot efter de katastrofale krige mod Sverige, og der manglede akut penge. Adelen ejede det meste af jorden, men nægtede traditionelt at betale skat. Borgerne og de gejstlige var rasende over dette og slog sig politisk sammen med kongen. Borgerne og de gejstlige foreslog at gøre kongemagten arvelig. Det ville reelt fjerne adelens magt til at vælge kongen via Rigsrådet. Da adelen strittede imod, lukkede kongen Københavns byporte og erklærede militær undtagelsestilstand. Adelen var spærret inde i byen og blev tvunget til at bøje sig. Resultatet: Kongen fik uindskrænket magt, og enevælden var en realitet.

Købstadsborgerne i hele landet (inklusive Thisted) støttede kongens kup, fordi de forventede royale modydelser. De ønskede, at kongen til gengæld skulle beskytte deres handelsmonopoler og slå hårdt ned på de adelsmænd og bønder, der snød købstæderne ved at handle udenom.

Efter stændermødet i København i september 1660, hvor kong Frederik 3. med borgernes hjælp indførte enevælden, troede Thisteds borgmester, Peder Justesen, at kongen ville knuse skudehandlen i Klitmøller og Vigsø. Borgmesteren nedlagde forbud mod kysthandlen i 1665. Men den enevældige konge opdagede hurtigt, at skudehandlen skaffede livsvigtigt tømmer og gav gode toldindtægter til statskassen. Kongen svigtede Thisted-købmændene og udstedte direkte tilladelser til skudehandlerne i 1666 og 1680.

Forfaderen Oluf Sørensen Wang – En pioner i Klitmøller

Ole Pedersen Konges direkte forfader, Oluf Sørensen Wang (død 1693), var gift med præstedatteren Anne Jensdatter og spillede en historisk hovedrolle i skudehandlens overlevelse: Oluf var ikke en "hvem som helst" for han var gift med  Anne, ikke mindre end Christoffer Lunov's barnebarn.

• Tidlig kystsejlads (1640–1643): Oluf og hans bror trodsede købstadsmonopolet og sejlede korn til Norge fra Vang strand i en sandskude. De betalte dog trofast deres afgifter direkte til kongens lensmand.
• Før skudehandlen overhovedet blev officielt godkendt af kongen, trodsede Oluf Sørensen og broderen Søren Sørensen købstadsmonopolet i Thisted. Lensregnskaberne viser, at de i årene 1640–1642 opererede en sandskude på 6½ læster ud for Vang strand (det nuværende Vangså). De sejlede korn til Norge og hentede tømmer hjem.
  Købmændene i Thisted klagede højlydt til kongen over brødrenes og de andre kystboers "ulovlige" handel. Men Oluf Sørensen og hans ligesindede gjorde noget strategisk klogt: De betalte troligt deres told (skudeafgift) direkte til kongens lensmand. Da Christian 4. og Rentekammeret i København gennemgik lensregnskaberne, kunne de sort på hvidt se, at Oluf og broderens skudehandel skabte reelle, hårdt tiltrængte indtægter til den slunkne statskasse.
  Resultatet: Kongelig beskyttelse. Det var netop synet af denne velfungerende handel og de betalte afgifter fra folk som Oluf Sørensen, der fik kongen til at indse, at skudehandlen ikke skulle knuses, men derimod beskyttes og beskattes. Det førte direkte til de kongelige tilladelser i 1647 og 1648, hvor Thy-bønderne fik lovlig ret til at indføre norsk tømmer.
• Det hemmelige møde på Hanstholm-kysten (8. august 1665): Da Thisteds borgmester - efter  enevældens indførelse - satte militærmagt ind mod skudehandlen, samlede Oluf Sørensen Wang 16 skippere ved Roshage på Hanstholm. Som en læse- og skrivekyndig mand førte han pennen på den historiske ansøgning til kong Frederik 3.
• Kongelig sejr (1666): Brevet overbeviste kongen, som den 24. september 1666 udstedte et "Åbent Brev", der sikrede kystboernes frie handel. Oluf Sørensen Wang var dermed en af hovedmændene bag vestkystens økonomiske overlevelse.

4. Skudehandlens fald og overgangen til fiskeri

Skudehandlen nåede sit højdepunkt i slutningen af 1700-tallet, men fire store begivenheder knækkede erhvervet og tvang efterkommere som Ole Pedersen Konge over i ren fiskeri:

1. Englandskrigene (1807–1814): Den britiske flåde iværksatte en blokade i Nordsøen. Mange thylandske sandskuder blev beslaglagt, og kapervirksomhed overtog. Da Danmark mistede Norge i 1814, forsvandt det frie marked.
2. Agger Tanges gennembrud (1825): Under en stormflod den 27. november 1825 gennembrød havet Agger Tange og skabte Agger Kanal. Nu kunne skibe sejle direkte ind i Limfjordens rolige vand.
3. Thisted Havn (1840): Kanalen gjorde, at Thisted opførte en moderne havn. Skudehandlerne opgav den åbne kyststrækning og flyttede handlen ind til købstaden.
4. Dampskibe og jernbaner: I midten af 1800-tallet overflødiggjorde de nye jernskibe og jernbaner de gamle fladbundede træskuder på kysten.

Da skudehandlen ebbede ud, stod kystbyerne tilbage i en svær økonomisk situation. Generationen under Ole Pedersen Konge måtte omstille sig til udelukkende at leve af det hårde og farefulde Vesterhavsfiskeri – en skæbne, der i sidste ende kostede ham livet på havet i september 1833.