Kapitel 3.5
Harald Blåtand
Rigets Samler. Mellem truslen fra det Hellige Romerske Rige, gigantiske ingeniørværker og et nådesløst opgør med sin egen søn sikrede Harald Blåtand Danmarks beståen. Uden hans politiske og militære begavelse ville vi i dag tale tysk.
1. Skaktræk mod syd: Alliancer og dåb
Tyskerne har altid haft en stor appetit på Danmark og den var ikke mindre den gang da Harald Blåtand overtog magten – i begyndelsen som medkonge med faderen Gorm den Gamle. For at sikre rigets sydøstlige flanke begik Harald et politisk mesterstykke ved at indgå ægteskab med Tove, datter af den vendiske fyrst Mistivoj.
Om Dronning Tove kender vi i dag kun en enkelt kilde: Runestenen i Sønder Vissing mellem Aarhus og Jelling. Her lader hun indhugge: ”Tofa (Tove), Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre dette dødeminde efter sin moder”. Toves fader, Mistivoj, havde i 967 sikret obotrittisk overhøjhed over wagiernes stamme og ladet sig kristne – en tro, han bevarede resten af sit liv. Ægteskabet gav Harald arbejdsro mod øst.
|
|
Det var runeristeren Ravnunge-Tue, der huggede runerne på den store Jellingsten |
Den største trussel kom dog fra den tysk-romerske kejser, Otto den Store (936–973). Også her udviste Harald en eminent politisk sans. Ved at lade sig døbe af præsten Poppo omkring år 965 tog han grundlæggende brodden af kejserens ekspansionsplaner; tyskerne kunne ikke længere retfærdiggøre et korstog mod et hedensk naboland, da kongen selv var trådt ind i den kristne fold.
For at cementere det fredelige forhold drog Harald i påsken 973 til den storslåede rigsdag i Quedlinburg, hvor han bl. a. mødte kejserens byzantinske svigerdatter Theophanu og hele den europæiske elite. Men freden var stakket. Da Kejser Otto døde kort efter i maj 973, blegnede de pæne løfer. Harald tog chancen og gik i offensiven i Holsten, men Otto 2. slog hårdt igen, gennembrød Dannevirke og trængte op i Jylland, hvilket midlertidigt tvang Harald til lydighed.
2. Rigets ingeniør og hærens tunge byrde
Nederlaget ved Dannevirke blev startskuddet til en militær og logistisk fremvisning af hidtil uset omfang i Norden. For at modstå fremtidige angreb iværksatte Harald omkring år 979 opførelsen af Ravningbroen – et gigantisk ingeniørarbejde på 760 meters længde og 5 meters bredde over Vejle Ådal. Formålet var utvetydigt: hurtig troppefremrykning ved trusler fra syd. Opførelsen af de gigantiske ringborge – Trelleborg, Fyrkat, Aggersborg og Nonnebakken – fulgte tæt efter i 980.
|
|
I september 2014 fandt arkæologer sensationelt en ny ringborg fra vikingetiden, så man nu er oppe på seks ringborge opført under Harald Blåtand. ”Fundet af den seneste ringborg vest for Køge understreger med al tydelighed, hvilken stor magt der lå bag hele Harald Blåtands regeringsførelse. Med den borg står hans forsvarssystem mere helstøbt, og han havde befæstet hele landet. Der er flyttet rundt på så megen jord og undergrund, at det er fuldt på linje med moderne ingeniørarbejde og kun kan afføde voldsom respekt. Det har krævet en stærk organisation at opføre så stort et byggeri så mange steder i landet på en gang. Så Harald Blåtand er en helt anden slags leder både i forhold til dem før ham og dem efter. Han etablerede sit eget møntsystem og fik folk til at acceptere, at betaling skulle ske med hans mønter. Han tænkte i det hele taget stort og nyt og anderledes helt fra begyndelsen. En tysk kilde fra dengang beretter, at han var god til at lytte og vente med at tale - ikke dårligt i diplomatiet. |
Men de enorme entreprenørarbejder kostede dyrt på loyalitetskontoen. Hæren og hirden havde forståelse for Dannevirkes forstærkning, men de endeløse arbejder på broer og ringborge drænede krigernes tålmodighed. Borgene og broen ser endda ud til hurtigt at være blevet overladt til forfald.
Saxo Grammaticus fortæller, hvordan ulmende utilfredshed brød ud i lys lue, da Harald beordrede hæren til at slæbe en kæmpemæssig sten fra kysten til Jelling – stenen, der skulle blive hans moders gravminde. I Heimskringla berettes det, at kongen under det slidsomme slæbearbejde spurgte en af sine mænd:
Svaret var nådesløst og ildevarslende:
3. Oprøret: Svend Tveskæg slår til
Snorres anekdote ramte plet. Haralds søn, Svend Tveskæg, stillede sig i spidsen for opstanden. Samtidens krønnikeskriver Adam af Bremen tolker dog opgøret mere ideologisk og beretter, at Svend konspirerede mod sin fader for at tilintetgøre den kristendom, Harald så flittigt havde bygget op, hvorfor den hedenske hær og folket støttede sønnen.
Oprøret ramte Harald med uformindsket kraft, mens han var i gang med at udruste skibe til et felttog. Saxo beskriver kongens lammelse, da han pludselig opdagede, at hans egen søn stod i spidsen for den flåde, der nu vendte våbnene mod ham. Selvom elitetropper som Jomsvikingerne forblev loyale over for den gamle konge, og kampene bølgede frem og tilbage til lands og til vands uden en klar sejrsherre, var Haralds skæbne beseglet.
4. Familien
Harald var gift med Tove, datter til venderfyrsten Mistivoj. Hun kendes kun fra en runesten ved Sønder Vissing og vi ved ikke, om hun var mor til nogen af Haralds kendte børn. Desuden nævner Adam af Bremen Gunhild og Saxo Gyrid som værende gift med Harald.
Harald havde følgende børn: (1) Hiring (omtalt i Adam af Bremen), der blev sendt til England med en hær, men blev myrdet her. (2) Svend Tveskæg, konge af Danmark fra 987 (3) Håkon, hersker i Samland (4) Thyra, der blev gift med Styrbjørn af Sverige og siden med Olav Tryggvason af Norge (5) Gunhild, som blev gift med jarl Pallig Tokesen i England og siden myrdet her i 1002.
5. Pilen i skoven og historiens dom
Det blev ifølge Saxo et personligt nag, der kostede Harald livet. I 10. bog af sin Gesta Danorum skriver Saxo, at den fynske stormand Palnatoke var tidligere blevet ydmyget af kongen, som havde tvunget ham til at skyde et æble af sin egen søns hoved med bue og pil. Palnatoke klarede skuddet, men havde trukket tre pile op af koggeret. Da Harald spurgte hvorfor, svarede stormanden trodsigt: "For at hævne det første skud på dig, hvis jeg havde ramt ved siden af."
Hævnen ramte under borgerkrigen. Saxo beretter dramatisk, at Harald under en våbenhvile gik ind i et skovtykning for at forrette sin nødtørft. Her sneg Palnatoke sig ind på kongen og gennemborede ham bagfra med en pil. Adam af Bremen kender dog intet til historien om æbleskuddet og pilen i skoven; han konstaterer kort, at Harald blev såret i et åbent slag mod Svend og flygtede til Jomsborg (det nuværende Wolin i Polen), hvor han døde af sine sår omkring år 986.
I dag samles tusindvis af historiske reaktører hvert år i august ved Centrum Słowian i Wikingów i Wolin for at genskabe kampene og ære historien om Harald Blåtand og Jomsvikingerne. Historien om pilen i buskene er med stor sandsynlighed en senere digtning skabt af sejrherren Svend Tveskæg for at sværte faderens eftermæle.
Men sandheden står tilbage: Harald Blåtand var en eminent statsmand og strateg. Med dåben, alliancerne og sine imponerende bygningsværker sikrede han Danmarks uafhængighed mod det mægtige kejserrige i syd.
Uden Harald ville vi i dag have været en tysk forbundsstat.
Kommentarer
Send en kommentar